Boganmeldelse: 50-årig kvinde finder trappe til helvede i baghaven og bliver forelsket i mørkets fyrste

Erlend Loes særlige, fabulerende sprog og gode illustrationer kan ikke redde det spændende oplæg i »Helvede«. Nedstigningen til Loes inferiøre inferno bliver hverken rigtigt sjov eller eksistentielt interessant.

»Landskabet ligner i påfaldende grad Hieronymus Bosch' helvedesvisioner, synes Rakel, der engang på et museum har set 1500-tals-malerens billeder,« lyder det i bogen. Her en detalje fra Hieronymus Bosch' »The Garden of Earthly Delights«. Hænger i dag på Prado-museet i Madrid. Fold sammen
Læs mere

»Ærgerligt!« fristes man til at sige, men Erlend Loes nye roman, »Helvede«, er ikke nær så sjov, som vi læsere godt kunne have brugt det her midt i en coronakrise, hvor de globale dødstal opskrives dag for dag.

Loe har lige siden gennembrudsbogen »Naiv. Super« fra 1996 og i hvert tilfælde efter genistreger med »Doppler« fra 2004 haft en sikker position i rigtigt mange læseres bevidsthed som en både original og sjov forfatter med et skarpt samfundskritisk blik, en mild sans for barnlig forundring og et sprog, der med sin ubesværede naivisme binder absurditeterne sammen med en påfaldende almindelighed.

»Mødet med mørkets fyrste bliver afgørende for Rakel. Han bliver lun på hende, og hun forelsker sig i ham. Det udvikler sig i den mest bogstavelige forstand til en meget hed affære.«


Det spøjse indfald, den eksistentielle krise og det radikale opbrud er nogle af de faste byggeelementer i forfatterskabet, og i miniromanen »Helvede« er opskriften let at nikke genkendende til.

Romanens hovedperson, Rakel, bor alene i et rækkehus efter at være blevet forladt af sin mand, der er flyttet sammen med en kvinde med en uimodståelig, perlende latter. Depressionen ligger på lur og venter lige om hjørnet sammen med den 50-årsfødselsdag, hun gruer for:

»Det blev vinter og endda forår. Kalenderbladene føg og dannede en tragt, et sort hul, der sugede Rakel ned. Fødselsdagen lå på lur inde mellem ugetallene, parat til at springe frem og æde hende. Hvad var der at fejre? At hun var blevet forladt til fordel for en perlende latter? At hun aldrig havde oplevet noget, der virkelig havde berørt hende?  Aldrig en altopslugende kærlighed? Ikke en som gjaldt liv eller død.«

Satan tager selv imod

En dag Rakel er i gang med havearbejdet, opdager hun en metallem under det øverste jordlag, og hun ser straks ejendomsmæglerens annonce for sig, når huset engang skal sælges, fordi hun har mødt en mand og er flyttet sammen med ham: »Rækkehusidyl med jordkælder. Det havde en tiltalende tone, syntes hun.«

Under lemmen fører en uendelig lang trappe nedad, og på et tidspunkt står Rakel i helvedes forkontor, hvor en kvinde i blå uniform »i et djævelsk ufikst snit« sælger billetter, nærmest som var der tale om en forlystelsespark på linje med Tivoli. Næste dag vender Rakel tilbage og fortsætter, mens det bliver varmere og varmere, nedstigningen og nedkørslen, til de regioner, hvor Satan selv tager imod.

Nærmest som var der tale om en tur med spøgelsestoget kan Rakel undervejs sidde og nyde eller måske gyse ved udsigten til alle helvedes pinsler: »Hvor er det dog et stort sted, tænkte Rakel. Og overalt blev folk spiddet og kogt og plaget på grotesk vis.« Landskabet ligner i påfaldende grad Hieronymus Bosch' helvedesvisioner, synes Rakel, der engang på et museum har set 1500-talsmalerens billeder.

Mødet med mørkets fyrste bliver afgørende for Rakel. Han bliver lun på hende, og hun forelsker sig i ham. Det udvikler sig i den mest bogstavelige forstand til en meget hed affære, og forfatteren kaster sig ud i løjerne tilsyneladende fast besluttet på at vride mest mulig morskab ud af de mange variationsmuligheder og talemåder, ordene »helvede«, »djævel«, »Satan« og »Fanden« åbner op for. »Det er et helvede«, »det er det, der er så djævelsk«, »de arme djævle«, »det er fanden tage mig selve livet« osv. osv.

Jesus kommer forbi

Fandens oldemor bliver Erlend Loes læsere ikke præsenteret for, men til gengæld spiller hans søster en central rolle i romanen, og hun er i virkeligheden Gud selv. Lige netop det, at gøre Gud til kvinde, er nok det nærmeste, forfatteren kommer på det kontroversielle i sin bagatel om de store spørgsmål.

Også Jesus kommer et hurtigt smut forbi Erlend Loes »Helvede«, og forfatteren lader Satan give ham nogle venlige ord med på vejen: »Ja, han er god, som dagen er lang, sagde Satan. Jeg kan virkelig godt lide ham. Det er bare så forbasket, at min søster ødelagde det sådan for ham. Alverdens synder lagt på skuldrene af den arme knægt.«

På den måde fabulerer Erlend Loe løs. Pudsighederne hober sig op i hans »Helvede«, mens den eksistentielle krise fortoner sig. Rigtigt morsomt bliver det kun undtagelsesvist, og det sker især, når Loe sætter sit særlige sprog ind på almindeligheden, og så er i øvrigt Kim Hiorthøys illustrationer på deres plads i »Helvede«.

Helvede
Forfatter: Erlend Loe. Oversættelse: Susanne Vebel. Illustrationer: Kim Hiorthøy. Sider: 144. Pris: 150 Kr. Forlag: Gyldendal.