Ba-ba-baba-di-ååå! Fire stjerner til bogen om Danmarks væsentligste og mærkeligste orkester

Rigt illustreret coffee table bog fortæller (næsten) hele historien om Kliche.

Kliche - alias Voss, Valo, Hug og Brill som de unge mænd kaldte sig ved debuten i 1980. Fold sammen
Læs mere

Da pladen »Supertanker« udkom i foråret 1980, var det tydeligt for enhver, der interesserede sig det mindste for musik, at en ny tid var begyndt i Danmark: Ba-ba-baba-di-ååå til formand Maos militskvinder, tvetydige løfter om en teknisk og videnskabelig triumf. Monotont, minimalistisk og lige i fjæset – sådan var musikken, der kom fra det aarhusianske orkester med det ironiske, tvetydige og supercool navn Kliche (uden apostrof).

Det var ikke, fordi man ikke kunne høre, hvad de fire bandmedlemmer lyttede til: Roxy Music, Talking Heads, Kraftwerk, Bowie og den slags kunstorienterede musikprojekter svævede over lydbilledet som inspiration, men samtidig var Kliche helt sig selv, fordi de sang på dansk, og fordi hele det gennemførte koncept og den distancerede attitude, uniformerne og neonlyset lå kilometer fra den normaldanske musikscene, der i de år var domineret af Sebastian, Anne Linnet Band, Bifrost og den slags bløde, velproducerede hippieting.

Punkattitude uden punk

Punken havde ramt verden nogle år før, og punkens gør-det-selv attitude og generelle lyst til at smadre alt etableret var den benzin, Kliche også kørte på. De fik deres pladedebut på mosaikpladen »Pære Punk« der i 1977 – punkens år – præsenterede den meget lille danske punkscene for et generelt hovedrystende publikum, men igen: Kliche var egentlig ikke punk. De var mest af alt sig selv og løb som forbilledet Andy Warhol instinktivt og hurtigt væk fra ethvert forsøg på at sætte dem i bås.

Efter syv år sammen og to fuldstændig banebrydende plader valgte Kliche at opløse sig selv i 1984-85. De spillede deres sidste job sammen ved Afrika-koncerten i Idrætsparken i september 1985 og har siden kun eksisteret som legende. Lars H.U.G. blev en stjerne, Niels Torp har sine Souvenirs og Johannes Møller, der i Kliche gik under navnet Johnny Voss, skriver stadig tekster, men ernærer sig ellers mest som marinemaler.

I takt med, at tiden er gået, er Kliches ry bare vokset og vokset. Bands, der åbenlyst har lyttet rigtig meget til Kliche, har fået succes og er forsvundet igen, men »Supertanker« og »OK OK Boys« er blevet stående som milepæle i dansk rock. »Supertanker« er endda med i den officielle danske kulturkanon.

»De beskrivelser af steder eller stemninger, der er i bogen, kommer næsten kun fra citaterne, og det går ud over den samlede og samlende fortælling.«


Supertanker til tiden

Så det er post til tiden, når journalisten Thomas Løppenthin nu har påtaget sig opgaven at skrive og udgive den ultimative historie om orkestrets opstigen, storhed og fald. I den lækkert udstyrede, meget billedrige coffee table-bog »Supertanker, Kliche /// 1977-85« opruller han hele historien. Fra kunstakademiet i Aarhus og Duntzfelts Allé i Hellerup over øvelokaler, pladestudier, spillesteder og festivaler til den forvirrede og lidt triste afslutning efter forgæves forsøg på at lave en tredje plade i 1984-85.

Løppenthin har vendt alle sten i jagten på historien om Kliches kaotiske, korte og skelsættende karriere. Bogen fortælles i en håndholdt stil som en kronologisk organiseret citatmosaik. Som om forfatteren havde samlet alle de medvirkende i ét stort rum og så som en anden Niels Højlund kunne løbe rundt med sin mikrofon for hele tiden og præcis på det rigtige tidspunkt at få en kommentar til denne eller hin episode. Desværre for bogen valgte Lars H.U.G. at holde sig væk fra projektet, og også desværre afgik trommeslager Anders Brill ved døden allerede i 2009. H.U.G. har gennem tiden givet mange interviews, så hans »stemme« høres trods alt gennem fyldige citater.

Overtonerne mangler

Svagheden ved metoden er, at det er meget forskelligt, hvor gode fortællere de mange hovedpersoner er. Nogle betragtninger er sjove at læse, mens andre nemt bliver til lidt kedelige »og så ... og så ...«-referater. Endelig savner man en mere koncentreret iscenesættelse af omgivelserne. Af hele miljøet. De beskrivelser af steder eller stemninger, der er i bogen, kommer næsten kun fra citaterne, og det går ud over den samlede og samlende fortælling. Man forstår, at den nedbarberede og håndholdte stil er en slags spejling af Kliches egen arbejdsmetode, men når overtonerne og den dobbelte bund helt mangler, bliver resultatet fattigere, end det havde behøvet.

Dén indvending ændrer dog ikke ved det faktum, at det er en herlig bog, Thomas Løppenthin har fået lavet. En længe savnet bog, der én gang for alle placerer Kliche og deres supertanker i den superliga, de naturligt hørte og hører hjemme i. (For nu at stjæle et ord fra et af de bands, der trækker tungt på arven fra Kliche).

Foto: Forlaget Borderline.

SUPERTANKER - Kliche /// 1977-85
Forfatter
: Thomas Løppenthin. Sider: 256. Pris: 350 kr.. Forlag: Borderline