Anmelderen er svært begejstret for det forfatteren selv kalder »sin sidste bog«

Boganmeldelse: Dansk litteraturs store katedralbygger, Klaus Høeck, evner i digtsamling »Password«, med suveræn selvfølgelighed, slentrende lethed og frihed, ubesværet at forene hverdagenes små og store hændelser og aktiviteter med eksistentielle overvejelser og politiske kommentarer.

»Uden nogen form for rysten på hånden trækker forfatteren mod slutningen af »Password«, som han selv betegner som sin sidste bog, det, han kalder poesiens samuraisværd: 'Døden skal ikke/afslutte mit forfatter/skab – det gør jeg selv',« skriver Jørgen Johansen i sin anmeldelse af Klaus Høecks nye digtsamling, »Password«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rodolfo Buhrer

Klaus Høeck er den store katedralbygger i de seneste årtiers danske litteratur, og når han nu byder ind med titlen »Password«, er det jagten på den adgangskode, der åbner til det helt særlige lyriske univers, han indvarsler: »er det disse ord/der åbner digtet eller/nogle helt andre.«

I et forfatterskab, hvor de bibeltykke digtsamlinger på mere end 500 sider nærmest er normen, og hvor de sindrige systemer er trumf, hører »Password« ganske vist til de mere mådeholdne udspil. Kun lige netop 400 sider tæller bogen, og styringssystemet er trods alt forholdsvis enkelt.

Den aktuelle digtsamling bygger på haikuformen med fire gange tre linjer, der rummer henholdsvis fem, syv og fem stavelser, og med den form følger så også de uortodokse linjebrud og uautoriserede orddelinger, som er en del af særpræget.

»Den store alvor og den store morskab går hånd i hånd i 'Password', og hos den på samme tid ophøjet egenartede og totalt jordbundne digter Klaus Høeck svæver ordene som de mere og mere sjældne sommerfugle, sørgekåben, admiralen og hvid engel, et sted mellem digt og virkelighed.«


Lige netop så meget system fastholder Klaus Høeck, men så går det ellers løs med en suveræn selvfølgelighed og den slentrende lethed og frihed, der ubesværet forener hverdagenes små og store hændelser og aktiviteter med de eksistentielle overvejelser og politiske kommentarer.

Regelmæssigt refererer forfatteren til en af sine tidligere bøger eller et tidligere digt eller citerer eventuelt en kollega, og indimellem ifører digteren sig sin hvide baseballkasket og Adidas-skoene for at tusse endnu en kortere eller længere tur i Stingstedskoven, eller han gør sig måske nogle tanker om planter, der aldrig vokser i poesien, »en – stinkende stor/kenæb for eksempel el/ler bingelurten«.

Af og til slår Høeck over i engelsk, og i baggrunden kan en af forfatterens musikalske helte lægge stemme til: »længe leve da/vid bowie i vore/ører og hjerter«.

Forfatter med ironisk tilstedeværelse

Det politiske engagement, inspirationen fra beatmusikken og et forhold til troen har været med til at definere Klaus Høecks forfatterskab og titler som »Ulrike Marie Meinhof« og »Topia eller Che Guevara« eller »Dylan Forever« og »Salme« markerer spændvidden. Som politisk digter følger Høeck i »Password« først og fremmest to spor.

Det ene er de både indignerede og ironiske kommentarer til indvandrerdebatten, og det andet består af de rigtig mange klima- og miljødigte, der spænder fra de sørgmodige efterlysninger af sommerfuglene og længslen efter i det mindste at blive stukket af en myg som i gamle dage til hjertesuk af typen: »hvor/er alle blomsterne – wo/sind sie geblieben?«

Gennemgående i bogen er de regelmæssige og indædte udfald mod landbruget og dets forhold til både husdyr og kemikalieforbrug.

Med dobbelt ironisk klangbund og adresse kan digteren på kommende generationers vegne dømme fake news, når klimafornægteren får ordet: »fake news: Vi kan/sagtens nå det – der er in/gen ko på isen …«

Bogomslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Personen Klaus Høeck er med handlinger og holdninger hele tiden meget klart og tydeligt tilstedeværende i »Password«, og døden som udsigt er et af de gennemgående og indlysende naturlige temaer i den 82-årige digters bog: »hvor du end gemmer/dig finder døden dig al/ligevel en dag«.

Uden nogen form for rysten på hånden trækker forfatteren mod slutningen af »Password«, som han selv betegner som sin sidste bog, det, han kalder poesiens samuraisværd: »døden skal ikke/afslutte mit forfatter/skab – det gør jeg selv«.

Om digteren så også tager sig selv på ordet, vil tiden vise. I poesien, og da i hvert tilfælde hos Klaus Høeck, er også genopstandelsen en mulighed.

Den store alvor og den store morskab går hånd i hånd i »Password«, og hos den på samme tid ophøjet egenartede og totalt jordbundne digter Klaus Høeck svæver ordene som de mere og mere sjældne sommerfugle, sørgekåben, admiralen og hvid engel, et sted mellem digt og virkelighed. Der er trods alt stadigvæk en mangfoldighed af grunde til at holde øjne og ører åbne!

Password
Forfatter:
Klaus Høeck. Sider: 400. Pris: 300 kroner Forlag: Gyldendal.