Det var – på trods af den forsigtigt optimistiske titel – med mild skepsis, at jeg gik i gang med Michael Enggaards nye roman, »Efterhånden mulighed for sol«. Jeg orker ikke flere hvide cis-mænds midtvejskrisetårer, tænkte jeg, fordi jeg kunne forstå, at hans debut fra 2017, »Svækling«, handler om fede biler og hurtige kvinder og en mand, der hedder Frank, som synes, han har det lidt hårdt. Medmindre det er stor Tom Kristensen-kunst, er det ude af trit med virkeligheden at tro, at verden har brug for at læse om flere hvide cis-mænds midtvejskriser.
Det skal understreges, at jeg ikke læste »Svækling«, og at jeg under ingen omstændigheder kunne tillade mig at være så forudindtaget, hvad angår denne roman, som momentvis ER lige så fin som sin titel.
