Anmeldelse: Et sted i romanen lyder det ligefrem, som om forfatteren selv kan se det litterært tvivlsomme i sit projekt
Et sted i »SULT« lyder det, som om forfatteren godt selv kan se det litterært tvivlsomme i sit projekt. Emilie Lærke
Boganmeldelse: Tine Høegs nye roman, »SULT«, vil uden tvivl fungere som en god genkendelsens trøst for læsere, der selv kæmper mod barnløshed. Men som litteratur betragtet er den mindre vellykket.
Det er triste ting, den ombejlede forfatter Tine Høeg skriver om i sin nye, selvbiografiske dagbogsroman, »SULT«.
Om sin opslidende fertilitetsbehandling. Om de trængsler og skuffelser, hun og kæresten – i romanen kaldet Emil – går igennem. Om alle de dødssyge, enerverende, opslidende praktikaliteter, der følger med. Om at opleve en veninde, der får foretaget en abort, mens hun selv slås for det foster, der nægter at komme. Om at være graviditetssulten. Om at leve sammen med et par børn, der er kærestens, men ikke hendes egne.
Del:
