Årets bedste boggaver

Den poetiske, den politiske, klassikeren og sportsbogen. Berlingskes litteraturredaktør anbefaler fire boggaver, der er noget ud over det sædvanlige – og dermed oplagte som gaver til voksne bogelskere.

Den politiske

»I starten var stemningen nervøst afventende,« skriver Søs Marie Serup i forordet til sin bog »Da kvinder tog magten« og tilføjer et par sætninger senere:

»Og så skete der noget forunderligt. Der opstod en øjeblikkelig fortrolighed, som jeg bedst kan sammenligne med, når soldaterkammerater, der har været i krig, taler sammen.«

Men her er det ikke krig, det handler om, men noget, der kan være lige så intenst, lige så beskidt: politik. I bogen har den politiske kommentator sat nogle af de kvinder, der virkelig har taget kampe, sammen:

Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller, Jytte Hilden, Mimi Jakobsen, Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard. Alle blev de første kvinder på nogle af landets mest magtfulde politiske poster.

Det er tankevækkende, skarp og morsom læsning.

Søs Marie Serup: »Da Kvinder tog magten«, 300 kr., Gads Forlag.

Sportsbogen

Elskede du biografien »Jeg er Zlatan«, har du set dokumentarfilmen om den svenske fodboldstjerne, og har du måske ligefrem ladet dig friste til at købe en Volvo efter at have set ham reklamere for en? Ja, så er der ingen tvivl om, at »Jeg er fodbold« vil falde i din smag.

Hvor »Jeg er Zlatan« fulgte vejen fra barndommen i Rosengård i Malmø til en position som en af verdens største fodboldstjerner, fokuserer den nye billedbårne biografi på fodboldkarrieren.

Zlatan medvirker selv og fortæller bl.a. om at gå fra at være underdog til superstjerne. Spillere, trænere og venner, der har været tæt på ham, er også med:

José Mourinho, Paul Pogba, Patrick Vieira, Roland Andersson, Henrik Larsson med flere. Den er udformet som en eksklusiv coffee table book. Intet mindre kan gøre det, når det er Zlatan Ibrahimovic, det gælder.

Zlatan Ibrahimovic: »Jeg er fodbold«, 350 kr., Gyldendal.

Klassikeren

»På sporet af den tabte tid« er en klassiker blandt klassikere. Et mammutværk, der kan følge en livet igennem.

Blandt andet fordi romanen er så mange ting på én gang: en kærlighedshistorie, en krimi, et bekendelsesskrift, en samfundsskildring og meget, meget andet. For fire år siden blev den store nyoversættelse til dansk, som Else Henneberg Pedersen påbegyndte tilbage i 2002, afsluttet af Niels Lyngsø.

De 13 bind fås i en smuk samlet boks og er desuden netop udkommet som paperback, komprimeret til ni bind og en pris på kun 1.000 kr.

Det kan også anbefales at høre Morten Lindbergs hyggelige (i ordets bedste forstand) program Croque Monsieur på Radio24Syv, hvor han hver søndag formiddag læser og taler om »På sporet af den tabte tid«.

Marcel Proust: »På sporet af den tabte tid«, bind 1-13, 2.450 kr. Eller som paperback bind 1-9 1.000 kr., Forlaget Multivers.

Den poetiske  

»Det voldsomme og det spinkle, fine, sarte. Sådan synes jeg, vores samarbejde er, både før og nu.«

Således skriver Naja Marie Aidt til Cathrine Raben Davidsen i et af de små daglige breve mellem digteren og billedkunstneren, der fungerer som efterskrift i deres bog »Blå og mørke spor«.

Afsættet for samarbejdet, der har stået på i ti år, er da også voldsomt: Ovids Metamorfoser og historien om Tereus, der voldtog sin hustrus søster Filomele. Hvordan han af guderne blev forvandlet til en hærfugl, hustruen til en nattergal og Filomele til en svale.

Karakteristisk for Raben Davidsen er der da også masser af fugle i billederne, og teksterne kredser om mødet mellem menneske og natur, kærlighed og død.

Smukt og uhyggeligt.

Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: »Blå og mørke spor«, 250 kr., Gyldendal.