6 stjerner: Mens Suzanne Brøgger bliver klogere, bliver samtiden dummere

Boganmeldelse: De 27 tekster i »Med egen hånd« demonstrerer med al tydelighed, at forfattere der som Suzanne Brøgger bliver klogere med tiden, mens tiden bliver dummere, ikke hænger på træerne.

»Brøgger gør verdensboet op, efter tidsånden er vendt. De i alt 27 tekster i bogen (alt fra breve over dialogier og causerier til taler) er CT-scanninger af alt det, vi kender hende bedst for«. Foto: Isak Hoffmeyer/Gyldendal Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad mig sige det, som det er: Jeg er i virkeligheden alt for inhabil til at skrive denne anmeldelse! Det var heller ikke helt uden forbehold fra min redaktørs side, at han satte mig på opgaven. Nuvel, mest for sjov, man er jo professionel.

Men jeg har aldrig lagt skjul på, hvorledes jeg, en dag på vej hjem fra danskundervisningen i gymnasiet, gik med »Fri os fra kærligheden« (Suzanne Brøggers debut og velsagtens hovedværk fra 1973) knugende ind til brystet og vidste, at denne forfatter havde forandret mit lille, ubetydelige liv.

Katherine Diez

»Det er den formaterede 2.0-mennesketype, The Millennials, min angstmarinerede, avokadognaskende generation, hvis største frygt ikke er at miste os selv, men ikke at blive liket, der har bragt os i den hulens kattepine.«


At den kvinde, den datter, den søster og den veninde, jeg skulle stræbe efter at blive, ville jeg skylde – i hvert fald blandt andre – hende æren for. Kvinden med den feminine frigørelse, de erotiske eksperimenter og den ætsende kulturkritik, det autonome koryfæ, som har insisteret på at sætte sine store hatte, som hun ville i det åndsfortærende samfund, der ikke engang længere går med hat. Vi har aldrig fortjent hende.

I ti år har jeg spist hendes bøger og artikler til morgenmad. Alligevel er jeg faldet ned af stolen under læsningen af denne fristil, »Med egen hånd« er. Uforligneligt!

Inden man når til indholdsfortegnelsen i bogen, gør den høfligt opmærksom på, at den tilhører en svært udefinerbar genre, »zui hitsu«. Oversat fra japansk betyder det noget i retning af »pennens egenvilje«. En heterogen litterær stil, der består af assorterede essays, fragmenterede ideer og intuitive abstraktioner fra forfatterens eget liv. Det kan måske allerbedst beskrives så diffust som et vulkanudbrud pakket ind i en let svævende sky. Dermed så perfekt passende til Brøgger, at man skulle tro, hun selv havde opfundet genren (hvilket hun ikke har; lad mig henvise til den sagnomspundne hofdame og forfatter Sei Shonagons »Pudebogen« fra 900-tallet).

Hvem er så blevet klogere?

Brøgger gør verdensboet op, efter tidsånden er vendt. De i alt 27 tekster i bogen (alt fra breve over dialoger og causerier til taler) er CT-scanninger af alt det, vi kender hende bedst for – kærlighed, kultur, kvinder, mænd, #metoo, parforhold, poesi, politik (upartisk, som en højere bevidsthed svævende over vandene), historie, tro – men også Nietzsche, Karen Blixen, Agnes Henningsen og hende selv. For mens verden er blevet næsten 50 år ældre, siden hun debuterede som 29-årig, er hun det også. Spørgsmålet, der hænger over læseren som et tordenskrald, er bare: Hvem er så blevet klogere?

Svaret er givet.

I ét de første essays, »Café«, om cafeer som grundlaget for oplysningstiden og faren ved det hjerteskærende tab af både privatlivet dot com og en fælles europæisk identitet, skriver hun: »Det siges, at det kollektive ‘jeg’, der opstår på de sociale medier, har en gennemsnitsintelligens som en guldfisk. Er det med den, vi nu om dage skal stemme, bestemme og styre verden?«

Nej! Men det er den formaterede 2.0-mennesketype, the Millennials, min angstmarinerede, avokadognaskende generation, hvis største frygt ikke er at miste os selv, men ikke at blive liket, der har bragt os i den hulens kattepine. Og jeg skammer mig. For det er Brøgger, ikke mig, der er blevet klogere. Og dagen vil komme, hvor hun ikke er her længere. Som hun til sidst i bogen dommedagsprofetisk skriver i en tale, en apologi fra – har jeg, som den millennial, jeg er, googlet mig frem til – Kunstnersammenslutningen Jylland i anledningen af åbningen af en udstilling i 2014: »Min forsvarstale gælder (…) ikke mig selv. Den gælder Jer. For det er jeres liv, der er i fare. Ikke mit. Selvom I dømmer mig. Ja, netop derfor. For sådan én som mig vil I ikke så nemt få igen. Vi hænger ikke på træerne, selvom I kunne ønske det.«

Ja, det kunne vi ønske. Men vi fortjener ikke Suzanne Brøgger. Og vi fortjener ikke denne bog. Dette vulkanudbrud, som jeg aldrig bliver færdig med at falde ned af stolen over, er tværsummen af hendes genialitet, destilleret og fordampet til en let svævende sky.

Når Brøgger svæver frit over os alle sammen, opretholdes verdensordenen for en stund. Vi jævne mennesker må aldrig mere forsøge at bestikke hendes pen, hendes daimon, for den er ubestikkelig og kan ikke fæstnes til jorden. Igen i »Apologi« skriver hun:

»Jeg er (…) blevet anklaget for ikke at ville medvirke i antologier, altså underordne mig et overordnet tema, bestemt af hvad? Jeg vil kun skrive for at bevæge mig ud i det ukendte, dér, hvor min daimon siger, jeg skal hen.«

Hun forklarer:

»Ethvert menneske er fra fødslen udstyret med sin egen daimon, der består af menneskets skæbne, dets karakter og stræben. Fortid, nutid og fremtid.«

Suzanne Brøgger har alt at udsætte på os, og vi må prise os lykkelige og taknemmelige over, at hun fortsat orker. Vi, derimod, har intet at udsætte på hende.

Med egen hånd

Forfatter: Suzanne Brøgger. Sider: 252. Vejl. pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal