6 stjerner: Helle Helles nye roman er helt enkelt fremragende

Boganmeldelse: Med sin seneste roman, »BOB«, viser Helle Helle, at ingen som hun mestrer kun at skrive præcis det nødvendige. Med enkle greb viser hun os forskellen på at ønske sig fri og at være fri.

»Med enkle greb viser Helle os forskellen på at ønske sig fri og at være fri. Hvordan fortælleren selv uden problemer kan plantes om, hvor end det skulle være.« På foto: Forfatter Helle Helle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Helle Helle (f. 1965) er de minimalistiske romaners mester. Der ruttes ikke med ordene, men skrives kun lige præcis, hvad det kræver at skabe stemning, dybde, nærvær.

Man forstår, hvorfor Helle fik lov at skrive digte i stedet for stile i skolen, som hun fortalte i et Berlingske-interview for nylig, og man kan levende se for sig, hvordan hun, som beskrevet i interviewbogen »Værksteder« (2020), kan løse en hel krydsogtværs ved blot at memorere svarene. Hvem kan ellers konstruere en sætning som »Han sås se op, og se.«?

»Vi er med Bob i storbyen anno 1985-86 og farer vild i København. Spiser rejemad i Magasin, ser brødrene Strecker, får en pose stjålet og et krøllet klippekort til at virke. «


Selv bogtitlerne bliver kortere og kortere: i 2018 udkom »de«, og nu er Helle aktuel med »BOB«. Hvor den forrige titel blev skrevet diskret med småt, er den nye skrevet med larmende, store bogstaver, og måske ligger der en nøgle i det, for det er datteren fra »de« (hende, der skulle klare livet som teenager i sit og moderens seneste hjem, mens moderen lå på hospitalet), der er fortæller i »BOB«.

Bob er hendes kæreste hjemme fra Lolland og ham, hun flytter til Vanløse med på første side. De har fået en etværelses med altan oven på en tankstation; den perfekte rede til det studieliv, hun straks tager hul på, mens han, som er to år ældre, endnu ikke har fået besluttet sig for, hvordan hans talent bedst forvaltes.

Bob kommer fra en vaskeægte kernefamilie, hvor forældrene har været sammen, fra de var unge, og hvor man nusser om sit hjem og samles om det gode måltid. Og langsomt, men sikkert gør han indhug i de penge, han har tjent som sommeransat på Rødby-Putgarden-overfarten, for at kræse for kæresten, selvom han aldrig rigtig ved, hvornår hun kommer hjem fra studiegruppe.

Han har ellers altid selv været den, der drog ud for at vende hjem; haft masser af venner og godt med damer. Faktisk flokkes de om ham og hans smil i alle aldre, og han får også hurtigt en ældre veninde i området med det sigende navn: Nyhavn.

Mod- og meningsløs

Men tiden går, klokken slår, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Er mod- og meningsløs. Måske gik det galt, da soveposen blev væk; den var blå med rødt hylster og lokkede med nætter uden for hjemmet. Måske, da han lod den blå Daihatsu blive på Lolland sammen med det blå bord under den blå himmel. Måske, da han missede flyvebåden til Malmø og endte på Sømandshotellet. Måske da han mødte den charmerende Gus fra kærestens studiegruppe og forstod dennes rolle som kaptajn. Måske, da han begyndte at tage bussen frem for at cykle.

I hvert fald er han – der i øvrigt fascineres dybt af vejnavne; de muligheder, de rummer – efterhånden både faret vild og hjemløs, og friheden synes ubærlig. Søde Bob med det der smil, damernes ven, hvis navn er både frem og tilbage, og som altid er klar på kaffe og kage, er gået i stå. Visnet som den stuebirk, der drysser sine blade ned over vindueskarmen og halvandenmandssengen, til de stiller den ud på altanen som en anden Lærer Andersen og med god samvittighed kan lade den dø.

Det er så små og så fine observationer, fortælleren gør sig, og som dermed gør tragedien så meget desto mere intens. Samtidig skaber hun et forrygende tidsbillede: Vi er med Bob i storbyen anno 1985-86 og farer vild i København. Spiser rejemad i Magasin, ser brødrene Strecker, får en pose stjålet og et krøllet klippekort til at virke. Skaber relationer ved et tilfælde og for vores blå øjnes skyld, samtidig med at vi noterer os den nærmeste telefonboks’ placering og ringer troligt hjem, hvis familien da ikke selv kommer på besøg til strøgtur og med kolonialvarer til køkkenskabene.

Med enkle greb viser Helle os forskellen på at ønske sig fri og at være fri. Hvordan fortælleren selv uden problemer kan plantes om, hvor end det skulle være, for det er en del af livets lod for hende. Hun er for ung til at forstå, at den stærke Bob har dybe rødder og skal værnes om. Men læseren får en knude i maven. De stækkede vinger, længslen og desperationen, savnet og håbet er til at tage at føle på. »BOB« er ganske enkelt fremragende.

BOB
Forfatter: Helle Helle. Sider: 158. Pris: 259,95 kr. Forlag: Gutkind