Frem og tilbage er lige langt

Helle Helle er en mester i at skrive om næsten ingenting, så det alligevel bliver til stor litteratur. Hendes seneste roman, »Rødby-Puttgarden«, er et fornemt eksempel på hendes udsøgte enkelhed.

»Folk forestiller sig nogle gange, at mit sprog vokser op som et viltert træ, og så kommer jeg med min onde sav og skærer det til, så det bliver nydeligt og perfekt og forfatterskoleagtigt. Men sådan er det altså ikke. Jeg har bare et meget enkelt sprog,« siger Helle Helle, der på tirsdag udsender sin tredje roman, »Rødby-Puttgarden.« Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Først den ene vej og så den anden vej.

Titlen på Helle Helles roman »Rødby-Puttgarden« mere end antyder, at hovedpersonerne ikke rigtig kommer ud af stedet, for hvis man bliver tilstrækkeligt længe om bord på en færge, havner man jo alligevel der, hvor man startede, og på den måde er den, titlen, altså, meget, meget velvalgt, for det er vist nok lige præcis sådan, der er, dernede på Helle Helles barndomsø Lolland, hvor roerne gror, og de gror, og de gror: Der sker ikke så forfærdelig meget. Eller i hvert fald ikke så forfærdelig meget ud fra en almindelig opfattelse af, hvad forfærdelig meget er. Derfor er Lolland perfekt Helle Helle-land. Eller som Helle Helle selv sagde det til Berlingske Tidende i et interview i forbindelse med bogens udgivelse.

»Jeg kan bare ikke lide, når der sker for meget. Derfor kan jeg godt lide Hemingway, for der sker der heller ikke en skid. Alt det, der sker, sker omme bagved eller nedenunder. Vi hører kun om alt det overfladiske, og det minder om den måde, vi omgås hinanden på, for vi må hele tiden forholde os til alle de små tegn, vi giver hinanden - også i de helt nære relationer. Vi siger én ting, og nedenunder ligger der 20 forskellige andre ting og stritter i alle retninger.«

Helle Helle er en mester i sproglig og handlingsmæssig økonomi. Hun formår at dreje en hel roman om et stof, som romaner som flest ikke er gjort af. Hun skriver om det allermest almindelige, det næsten ualmindeligt påfaldende almindelige. I »Rødby-Puttgarden« gør hun det ved at fortælle om søstrene Jane og Tine, der bor sammen med Tines spædbarn i Rødbyhavn, hvorfra færgerne går og de går og de går.

Jane, forstår vi, har lige nået at stikke næsen uden for det lokale miljø, det var noget med en uddannelse, men nu er hun tilbage i barndomsbyen, og nu gør hun, som så mange andre piger - herunder søster Tine - også gør: Hun er »på parfumen«, som det hedder, hvilket vil sige, at hun langer parfume over disken på spritruterne mellem Danmark og Tyskland, og så går livet ellers sin skæve gang med små gnidninger, små forelskelser, små problemer. Noget stort og skæbnetungt kommer vi aldrig rigtig i nærheden af, bortset fra nogle dødsfald, der nævnes i forbifarten, og det fantastiske er så, som allerede antydet, at dette fravær af store kriser og massive omvæltninger heller ikke er noget, man som læser savner så meget som et splitsekund.

Hvordan Helle Helle får gjort små historier til stor litteratur, kan man ifølge sagens natur bedst forvisse sig om ved at læse hendes bøger, men her skal det lige nævnes, at én af de ting, Helle Helle er så fantastisk god til, er at skrive replikskifter, der er som taget ud af virkeligheden. Et eksempel:

»Tine kom ud fra soveværelset med Ditte i dynen.

- Hvad skal du?

- Det er et førstehjælpskursus. Jeg skal møde nu.

- Åh, din stakkel. Det eneste gode er wienerbrødet.

- Må jeg låne din cykel igen?

- Selvfølgelig. Ud-ud-ind-ud

- Jeg kan godt huske det. Tak Tine«

Jamen, hvor får hun det dog fra, Helle Helle, kunne man lidt gammelmodigt spørge, og vi giver hende lige selv ordet, for i ovennævnte interview forklarer hun det sådan her:

»Når jeg sætter mig ind i en togkupé, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, hvad er det for nogle mennesker, der taler. Hvor skal de hen? Er de uvenner? Er det dér moderen? Hvad sker der? Det kan være de mest trivielle, dødssyge mennesker, men de bliver til noget inde i mit hoved, netop fordi jeg ikke får hele historien. Sådan opfatter jeg også lidt min metode som forfatter: På en måde giver jeg altid kun den halve historie. Fordi den halve historie altid er den bedste historie.«

Så vidt inspirationskilderne til fiktionen. Hvor Helle har fået inspirationen til sit navn fra er en anden historie, som kort fortalt lyder sådan her: Helle Helle har ikke altid har heddet Helle Helle, men det gør hun i allerhøjeste grad nu. Der står således Helle Helle - og intet andet - både på hendes kørekort og i hendes pas. Historien om navnet begyndte, har hun selv forklaret, med, at hun som ung forfatter gerne ville have et forfatternavn, der lød anderledes end det helt almindelige, og da hun bad de rette myndigheder om lov til at hedde det, hun hedder nu, gik det glat, for hendes oldemor hed Helle til efternavn, og så var formalia uden videre i orden.

Derfor har der stået Helle Helle uden på alle Helle Helles bøger, lige siden debuten »Eksempel på liv«, der udkom i 1993, og helt frem til den foreløbig seneste i rækken, »Rødby-Puttgarden«, og derfor er navnet Helle Helle blevet et forfatternavn, som man regner med og lægger mærke til og glæder sig til hver gang, der er noget nyt på vej. Hendes tone og stil er så overbevisende, at få vil benægte, at hun hører til sin generations betydeligste danske prosaister, og en meget kort forklaring på, hvorfor den gode enkelhed lykkes så godt for hende, må lyde, at Helle Helle skriver, som hun gør, fordi hun ikke kan andet. Der er intet villet og søgt over Helle Helles skrift. Den enkle hellehellethed er en ægte, upåtaget hellehellethed, og ganske vist er der nogen, der gerne vil kalde denne enkelhed mimimalistisk, men det kunne hun aldrig selv finde på. I interviewet med Berlingske Tidende forklarede hun hvorfor:

»Jeg synes, at det lyder rædselsfuldt. Blodfattigt og ligegyldigt. Folk forestiller sig nogle gange, at mit sprog vokser op som et viltert træ, og så kommer jeg med min onde sav og skærer det til, så det bliver nydeligt og perfekt og forfatterskoleagtigt. Men sådan er det altså ikke. Jeg har bare et meget enkelt sprog.«