6 stjerner: Fra et krigshærget München i 1942 fremmaner Kirsten Thorup et diabolsk portræt af mennesket

»Det er svært at se, hvordan menneskelig dårskab kan portrætteres klogere, krassere og kærligere,« skriver anmelder Merete Reinholdt om »Indtil vanvid, indtil døden«, der foregår i et krigshærget München i 1942.

Kirsten Thorup har begået en »forførende, foruroligende og fandens fremragende roman om menneskelig forstillelse og forsvarsmekanismer, om frygt og flugt, om krig og kærlighed,« skriver Merete Reinholdt om »Indtil vanvid, indtil døden«, som hun giver seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: LEHTIKUVA

Djævlen ligger i detaljen, skriver Kirsten Thorup i »Indtil vanvid, indtil døden«, og både djævlen og detaljerne er til stede i rigt mål i denne forførende, foruroligende og fandens fremragende roman om menneskelig forstillelse og forsvarsmekanismer, om frygt og flugt, om krig og kærlighed. Djævlen stikker sit grimme fjæs op fra hver eneste side, godt hjulpet af alle de mange velanbragte detaljer, der i små faktuelle fjed fører fortællingen fremad og lige ind i solar plexus på læseren. Det er svært at se, hvordan menneskelig dårskab kan portrætteres klogere, krassere og kærligere.

»Indtil vanvid, indtil døden« handler om dig og mig og hvem, vi er. Scenen er sat i et krigshærget München i 1942, hvilket skaber en dystopisk og både dødsfornægtende og dødsængstende ramme, men materien i de menneskeportrætter, som Thorup tegner, er tidsløs og universel.

Vi indretter os hver især og på godt og ondt i den samtid, vi lever i, vi tror os som regel bedre end andre og mener os i stand til altid eller næsten altid at handle klogt, sagligt og næstekærligt. Men Thorup viser os, at vi, uden at vi opdager det, hele tiden forrykker vore grænser for, hvad vi kan acceptere, og hvad vi vil, tør eller kan forholde os til. Vi er ikke statiske, stillestående væsner, men mentalt og moralsk mobile skabninger.

»Thorup viser os, at vi, uden at vi opdager det, hele tiden forrykker vore grænser for, hvad vi kan acceptere, og hvad vi vil, tør eller kan forholde os til.«


Jeg-fortælleren, den 33-årige Harriet Bertram, rejser i efteråret ’42 fra København til München for at besøge nogle bekendte, ægteparret Franke, som hun har lært at kende få måneder forinden. Konen, Gudrun, er dansk, mens manden, Klaus, er tysk officer i Luftwaffe og kollega med Harriets nyligt afdøde mand, Gerhard.

Gerhards fly er blevet skudt ned over Østfronten, og Harriet har i sin sorg brug for at handle og konfrontere sig med krigen. Hun sætter derfor sine to små drenge i pleje på et børnehjem i Ålsgårde og begiver sig i et overfyldt tog ned gennem et krigshærget Tyskland.

I de fire måneder, hun opholder sig i München, kommer hun både ind under huden på den tyske folkesjæl, hun forsøger at finde en form for ligevægt i et stærkt uberegneligt samfund, og hun får konfronteret sit selvbillede med en u(er)kendt udgave af sig selv. Gradvist ændrer hun sit syn på omverden og på sine egne muligheder og begrænsninger, og hun overrasker både sig selv og sine omgivelser, i såvel positiv som negativ retning.

Ægteparret Franke tilhører den nazistiske overklasse, hvor der er store armbevægelser og i begyndelsen store forråd og stor skråsikkerhed på egen storhed. Der bliver holdt overdådige middage, hvor sprutten og moralen flyder, og der bliver trukket i de rette tråde, når der er behov for det.

Virkeligheden er imidlertid ganske anderledes bag kulisserne og ikke mindst i kælderen, hvor de ukrainske tjenestefolk lever under slavelignende forhold på det nødlazaret, hvor Harriet bidrager med frivillig arbejdskraft, og ude i det offentlige rum. Ved at vende sin opmærksomhed mod verden omkring hende, kan hun glemme sin egen smerte, sig selv.

»Det er så meget nemmere at bekymre sig om andre. Fortrænge sig selv og sine egne sår. Bare det, at jeg lever videre og ikke allerede har gjort en ende på mig selv og drengene, er en slags fortrængning. Selve livet er én lang fortrængning. Én lang dødsfornægtelse.«

Harriet begynder at skrive dagbog, og det er denne næsten ustoppelige strøm af detaljerede beskrivelser fra dagligdagen i den store villa og ude omkring i Münchens gader, som udgør romanen. Harriet beskriver minutiøst og nøgternt sin hverdag, det virker ved første øjekast klinisk neutralt, men bag ordene og i detaljen ligger tvetydig tale og omskiftelig djævleblændt stillingtagen.

Kirsten Thorup skriver i korte, næsten abrupte sætninger, der på tæt hold kan synes uden poetisk sammenhængskraft, men hvor helheden skaber et fuldendt og forbilledligt værk. Som i et impressionistisk maleri. Som i virkelighedens usammenhængende hverdagsmylder af hele liv.

Der er få afsnit og ingen kapitler, der letter læsningen eller deler fortællingen op i tilstræbte, mere eller mindre prioriterede passager. Teksten er som tilværelsen én lang ubrudt akt, hvor Thorup lader det være op til læseren at se den detalje, hvor dyden eller djævlen gemmer sig, og hvor modsigelser og sammenhænge giver dybde og styrke til historien.

»Teksten er som tilværelsen én lang ubrudt akt, hvor Thorup lader det være op til læseren at se den detalje, hvor dyden eller djævlen gemmer sig.«


»Indtil vanvid, indtil døden« er måske nok en (Anden Verdens)krigsroman, men den er lige så meget eller mere en samtidsroman om menneskelige værdier og valg i livet. Thorup skriver det nazistiske Tyskland ind i en kontekst, hvor rædselsregimet hverken forsvares eller fordømmes, men hvor menneskelig tvivl og tåbeligheder spiddes. Det er op til læseren at fange djævlen i detaljen og i det spejlbillede, romanen reflekterer.

Indtil vanvid, indtil døden

Forfatter: Kirsten Thorup. Sider: 426. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.