Det kunne gå begge veje, da Gyldendal bad en forfatter skrive forlagets historie. Bestillingsarbejde fremmaner billeder af forsukrede portrætter, overdreven ros og belejlige udeladelser. Men heldigvis er »Selveste Gyldendal« i en helt anden kategori. Pernille Stensgaard ønskede fuld skrivefrihed, fik det og har leveret et stykke mageløst velkomponeret danmarkshistorie.
Det er jo en stor opgave. Gyldendal er en institution i ikke bare det urbane forfatterliv, men i vores fælles bevidsthed. Som der står flere steder i bogen, er der vel næppe et eneste menneske i Danmark, som ikke har været i berøring med et Gyldendal-produkt.
»Ringen« var navnet på den kreds af nazisympatisører, Jensen og Wivel var en del af, og det antydes i bogen, at ordet ikke refererer til Wagner, men til, ja, ringmusklen på den homoerotiske gruppes leder, Fritz Waschnitius.
Fortællingen åbner med den konservative Ingeborg Andersen. Et dramaturgisk oplagt sted at lægge an til resten af bogen, hvis centrifugalkraft er husets kamp for at holde fast i sin ånd trods foranderlige tider. Tider, der for alvor indvarsles ved det store skift i 1952, hvor ostegrossist Knud W. Jensen opkøber forlaget og installerer sin ven med mere Ole Wivel i direktørstolen.
Her er naturligvis bogens dramaturigske højdepunkt: Wivels hemmeligholdte nazifortid. Enhver mistanke om en skånsom behandling af skandalen bliver effektivt aflivet. Stensgaard vender hver en pinagtig sten og genoptrykker to af Wivels mest kompromitterende tekster – lejlighedsdigtet »Korset« og et vers fra lovsangen »Ringen«. »Ringen« var navnet på den kreds af nazisympatisører, Jensen og Wivel var en del af, og det antydes i bogen, at ordet ikke refererer til Wagner, men til, ja, ringmusklen på den homoerotiske gruppes leder, Fritz Waschnitius.
Men revolutionen æder som bekendt sine egne børn. Branchens ubarmhjertighed, ideologiernes skiften og den hast, hvormed alt udvikler sig fra midten af det forrige århundrede, får vi med tegningen af Wivel, der allerede som 38-årig er »old hat«. Han bliver overhalet indenom af de yngre og skarpere, deriblandt Klaus Rifbjerg – som også selv, blot få år senere, ses som for gammel og »borgerlig«.
Kulturen er en slagmark
Stensgaard fortæller nøgternt og alligevel både levende og respektfuldt om hovedpersonerne og deres mange affærer, konflikter og forviklinger. Personerne repræsenterer ikke bare sig selv, men selve tidsånden. Beretningen om Gyldendal er på én og samme tid portrætgalleri og danmarkshistorie. Drysset med små tableauer i form af filmiske stedbeskrivelser og løshåndstegninger af det gamle København gør en spændende historie ligefrem delikat.
Bøgernes verden er kulturens, og kulturen er en slagmark. Stensgaard besvarer indirekte spørgsmålet om, hvem der vandt kulturkampen (det gjorde venstrefløjen) og hvorfor (fordi de borgerlige ikke fattede kulturens betydning, og de røde var optændt af en hellig ild). De få borgerlige kulturkæmpere kan nævnes på én hånd: Henning Fonsmark, Ulrik Bent Jensen, Henrik Stangerup og Bent Blüdnikow.
Morten Hesseldals store udfordring er, at han står med »en befolkning, der ikke længere har dårlig samvittighed over ikke at kunne deres klassikere«.
Eksempelvis hører vi om den borgerlige litterat Fonsmark, der går til Gyldendal med en idé til et litterært, samfundsrettet tidsskrift. Knud W. Jensen og Otto B. Lindhardt planker ideen, men uden Fonsmark – og sådan blev tidsskriftet »Vindrosen« født. Fonsmarks egen, mere afdæmpede version, udkommer andetsteds og får slet ikke samme indflydelse.
Goliat
En rød tråd er Gyldendals Goliat-kompleks: Altid at skulle bevise over for kunstnere, kritikere og journalister, at man godt kan være god, selv om man er den store. Arena og de andre smalle trak i de unge talenter – og var man ikke en sellout, hvis man »gik over« til kapitalisterne i Klareboderne? Denne oscillering mellem økonomi og kultur spejler som så meget andet i bogen det, der foregik i og uden for forlaget. Og omvendt: Alt det, der skete ude i samfundet, skete også inde i Klareboderne.
Stensgaard er en flue på væggen for os, men man fornemmer også glimtvis en holdning, som når hun tørt (og sandt!) konstaterer, at den siddende forlagsdirektør, Morten Hesseldals, store udfordring er, at han står med »en befolkning, der ikke længere har dårlig samvittighed over ikke at kunne deres klassikere«.
Med panoramisk overblik serverer Stensgaard både Gyldendal og et afgørende udsnit af Danmark for sine læsere, lækkert illustreret med billeder og forsider fra store og små udgivelser. Det er kalejdoskopisk elegant, som scenerne, menneskene og tiderne afløser hinanden på kryds og tværs og alligevel hænger naturligt sammen. Detaljerigdommen er imponerende, og den holder aldrig op med at være medrivende. Det er svært at se, hvordan man kunne have skrevet en bedre beretning om det gamle forlag.
Selveste Gyldendal – en historie
Forfatter: Pernille Stensgaard. Sider: 480. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.
