5 stjerner til deprimerende provinsportræt: Skolepigeparfume, pølsemix og grusom mobning i Jylland

Jacob Skyggebjergs »Der går min klasselærer« er en voldsom beretning, der rummer en på mange måder paradoksal dynamik og energi i skildringerne af det stillestående liv i en lille provinsby i årene omkring årtusindskiftet.

Forfatter Jacob Skyggebjerg er aktuel med nyudgivelsen »Der går min klasselærer«, der er et danmarksportræt, der former sig som et klaustrofobisk nærbillede af livet i provinslandsbyen med det bemærkelsesværdige navn Løsning – en lokalitet, hvor ingen løsninger tilsyneladende kan søges. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Der er rigtigt meget på spil i Jacob Skyggebjergs nye roman, »Der går min klasselærer«. Bogen er et grumt og pinefuldt studie i mobningens grusomme og nedbrydende væsen, og samtidig er den en nærgående udforskning af dyb ægteskabelig kedsomhed og flirten med forbudte følelser.

Først og fremmest er Skyggebjergs bog, der er henlagt til samme miljø som debutromanen, »Vor tids helt«, dog et danmarksportræt, der former sig som et klaustrofobisk nærbillede af livet eller i hvert fald sider af livet i provinslandsbyen med det bemærkelsesværdige navn Løsning – en lokalitet, hvor ingen løsninger tilsyneladende kan søges.

»Midt i det totalt trøstesløse provinsbyportræt tilfører musikaliteten i Jacob Skyggebjergs prosa en voldsom og på mange måder paradoksal dynamik og energi«


Lige netop Løsning lidt uden for Vejle kender forfatteren rigtig godt, for det var der, han tilbragte en del af sin ungdom, før han flyttede til Vejle. Det er som den lokalkendte, der sidenhen er flygtet, han skriver om dengang, det blev besluttet, at intercitytogene ikke længere skulle stoppe i Løsning:

»Der er et billede i avisen af trinbrættet med platformen, man kan se, billetautomaten er blevet vandaliseret – en pink graffiti ned over den røde lakering: Gab, står der.«

Dette »gab« er koncentratet og den kontante formulering af den kedsomhed, der er en vigtig nøgle til de ind imellem ganske forfærdelige hændelser, der finder sted i romanen.

Kedsomhed forvandlet til ondskab

To spor dominerer i »Der går min klasselærer«. I det ene følger romanen drengen Stig med hans søgen tilflugt i computerens verden og forsøgene på at undgå de lidt ældre drenge, der bogstavelig talt er ved at mobbe livet ud af ham. Ikke mindst bogens rids til portrætter af de værste af forfølgerne er små koncentrater af kedsomhed forvandlet til ondskab:

»For de fleste handler drillerierne om at have det sjovt. For sådan nogle som Kasper Nielsen handler det om at udslette. Der er en uundværlig kriblende nydelse i det – at være en destroyer.«

Det andet hovedspor i romanen stiller skarpt på den udbrændte lærer fra den lokale skole, Erling, der pludselig finder en slags indhold i livet med sine drømme om pigen Mira, der er hans elev, og hvis færden, han i det skjulte følger, og hvis parfumedufte, han nærmest sniffer fra flakonen, han er kommet i besiddelse af:

»Et pift, flakonen vendt væk fra ham selv, ind i kabinen, pift! Duften af skolepigeparfume tætner sig. Erling snuser ind, dybt, han koncentrerer al sin energi i fornemmelsen af Mira … aaah … Der er hun.«

Omkring de to bærende spor i romanen skifter Jacob Skyggebjerg imellem billederne fra skolen med de tumultariske frikvarterer og den rutinemæssigt søvndyssende undervisning og stregerne til et bredere signalementet af det indelukkede, stillestående og afgrænsede provinssamfund.

Med sine træfsikre skildringer af indkøbsture i Brugsen og ungdoms- og motortræf foran grillbaren med kebab, pizza og pølsemix rammer Skyggebjerg en grundtone i den provinsbyatmosfære, som han tydeligt nok hader.

Når det går vildest til, inviterer han til komsammen på skolen eller til byfest med fællesspisning, øl fra fad og optræden af bandet TV2, der blandet andet synger sangen, der har leveret titlen på romanen, »Der går min klasselærer«.

Gennemført deprimerende signalement

En del af prosaisten Jacob Skyggebjergs iøjnefaldende særpræg ligger i den sproglige bagage, hvor erfaringerne som rapperen Skygg slår igennem i romanens stil med det opbrudte, rytmiske sprog med gentagelserne og de knappe sætninger:

»Klikken fra benzinen, der drypper i Asconaens tank. Bag rattet: Thomas André. Passagersædet: Kasper Nielsen. De laver mix til tjubangen. Tre smøger, to gram hash. Standard ude fra Vilhelm. Dampen stiger fra sølvpapiret, mere damp, Kasper Nielsen hoster, dampen bliver tyk som røgen fra marker, der brænder.«

Midt i det totalt trøstesløse provinsbyportræt tilfører musikaliteten i Jacob Skyggebjergs prosa en voldsom og på mange måder paradoksal dynamik og energi til skildringerne af det stillestående liv i byen Løsning i årene omkring årtusindskiftet.

Om man som læser er parat til at købe slutningen på det ellers gennemført deprimerende signalement af livet i den danske provins er nok et spørgsmål. Men det allermeste af vejen er »Der går min klasselærer« den rene kulsorte fornøjelse.

Der går min klasselærer
Forfatter: Jacob Skyggebjerg. Sider: 268. Pris: 300 kr. Forlag: Gladiator.