5 stjerner: I de »Voksnes løgnagtige liv« er kærligheden uigennemsigtig som vinduerne på et lokum

Boganmeldelse: Italiens største nulevende litterære sensation, Elena Ferrante, rammer med vanlig præcision og lydhørhed uroen, selvundervurderingerne og de modsatrettede impulser i pubertetens følelsesunivers.

Elena Ferrante tegner billederne af forskellige miljøer og sociale modsætninger i 1990’ernes Napoli. Fra slummen og arbejderkvartererne på bunden af byen til det pæne borgerskabs og de intellektuelle cirklers mere attraktive boligområder i højderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO LAPORTA

Da den italienske succesforfatter Elena Ferrantes virkelige identitet for nogle år siden blev afsløret, fremkaldte det ikke alene skarpe fordømmelser af de journalistiske metoder, der var blevet taget i brug. Det skabte også en frygt hos mange læsere for, at det ville betyde et punktum for det ekstremt populære forfatterskab. Men frygten har vist sig ubegrundet, og »Voksnes løgnagtige liv«, oversætteren og skribenten Anita Rajas seneste tilføjelse til pseudonymet Ferrantes værkliste, er en roman skrevet helt i samme ånd og med samme stilistiske direkthed som den berømte Napoli-kvartet, der blev indledt med »Min geniale veninde«, og som blandt meget andet er blevet udråbt som et af det 21. århundredes mest indflydelsesrige værker.

I »Voksnes løgnagtige liv«, træfsikkert oversat af Nina Gross, følger forfatteren pigen Giovannas liv fra hendes 13. til det 17. år eller, som det hedder et sted i bogen, på hendes »besværlige vej mod den voksne verden« med alle de svinkeærinder og sidetemaer, der kan høre et pigeliv til.

»Ferrante formår at skildre de sammensatte motiver og lugtene fra de halvvoksne drenges kroppe, så den rå direkthed danner en skarp kontrast til beskrivelserne af de sarte og sammensatte følelser.«


Elena Ferrante udfolder ordrigt, men uden rysten på hånden, både en familiehistorie med forgreninger, konflikter og direkte had, mikroskoperer overbevisende en pubertetspiges komplekse og omskiftelige følelsesliv og tegner billederne af forskellige miljøer og sociale modsætninger i 1990ernes Napoli. Fra slummen og arbejderkvartererne på bunden af byen til det pæne borgerskabs og de intellektuelle cirklers mere attraktive boligområder i højderne.

Stadig er navnet Ferrante identisk med de skarpe glimt af neapolitansk slum med »lange rækker af triste beboelsesejendomme, afblegede mure, lagerbygninger, store og små barakker, små grønne pletter fyldt med affald af alle slags, dybe huller fulde af nyfalden regn, og en luft der lugtede råddent«. Eller måske med signalementet af falskheden i det pæne borgerskabs omsorg for opretholdelsen af de facader, der ellers effektivt undermineres allerede af romanens titel, »Voksnes løgnagtige liv«.

Borgerskabets fraser

Igen rammer Ferrante med præcision og lydhørhed uroen, selvundervurderingerne, de skiftende sindsstemninger og de modsatrettede impulser i pubertetens følelsesunivers, samtidig med at hun i et glimt af et ordskifte mellem to veninder kan konfrontere det pæne borgerskabs fraser med de folkelige talemåder, der grænser til vulgariteten:

»Kærlighed er god, den overvinder også de lange adskillelser, den tåler alt.«

»Du ved ingenting Gianna, du taler på dit pæne italiensk, men du ved ingenting. Kærligheden er uigennemsigtig som vinduerne på et lokum.«

Foto: C & K Forlag.

En nøglefigur i »Voksnes løgnagtige liv« er Giovannas faster, Vittoria, der lever på bunden af Napoli, foragter sin bror og hans livsform og dyrker mindet om kærligheden til betjenten Enzo i et overraskende fællesskab med Enzos enke. Forfatteren har med Vittoria skabt en uforudsigelig og ukonventionel figur med elementerne af eventyrheks i sit væsen. I hendes fascinerende skikkelse mødes grimhed og skønhed, hjertelighed og ondskabsfuldhed:

»Jeg ser for mig hvordan hun dukkede op foran mig, klædt i himmelblåt, jeg ser hvordan hun på sin hårde dialekt sagde til mig: Luk døren, og straks vendte ryggen til mig som om jeg ikke havde andet valg end at følge efter hende. Vittorias stemme, ja, måske hele hendes krop, emmede af en ubehersket ufordragelighed der ramte mig i et nu, som når jeg tændte for gassen og mærkede flammen der skød ud af gasapparatets huller, mod min hånd.«

Livets sårbarhed

Elena Ferrante lader os i sin nye roman møde pigen Giovanna i en af livets mest sårbare faser, og teenagepigens verden bliver yderligere usikker og utryg, da hun hører faderen forudsige, at hun vil blive grim som sin faster.

Forfatteren fremmaner al pubertetens usikkerhed med et overbevisende greb om både venindesnakken, selviagttagelsernes manisk kredsende gentagelser og den følelsesmæssige rystelse, der følger med forældrenes skilsmisse og opdagelsen af deres sidespring. Med præcision og snert rammer hun elementet af hulhed i de intellektuelle voksnes omgangsformer.

Den »besværlige vej mod den voksne verden«, som Ferrante beskriver i romanen, inkluderer både de tidlige sværmerier og forelskelser og de første seksuelle erfaringer, og Ferrante formår at skildre de sammensatte motiver og lugtene fra de halvvoksne drenges kroppe, så den rå direkthed danner en skarp kontrast til beskrivelserne af de sarte og sammensatte følelser, venindens begavede kæreste Roberto kan vække.

Hvad fortsættelsen af Elena Ferrantes nye Napoli-krønike vil bringe, kan læseren foreløbig kun gætte på. Men med »Voksnes løgnagtige liv« er de første skridt taget på det, der igen ligner bestsellervejen.

Voksnes løgnagtige liv
Forfatter:
Elena Ferrante. Oversætter: Nina Gross. Sider: 422 sider. Pris: 300 kr. Forlag: C & K Forlag.