5 stjerner: Hun indkredser hudløst kærlighedens væsen

Boganmeldelse: Videnskabsjournalisten Lone Franks nye bog, »Størst af alt er kærligheden«, er en guldgrube af veloplagte og velskrevne ord om hvad der kan relateres til kærlighed.

Sammenfletningen af Lone Franks trang til at søge viden, hendes »selviagttagende kolde isøjne« og den opnåede indsigt har skabt en fuldstændig fremragende bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I en hudløst ærlig prolog præsenteres vi i »Størst af alt er kærligheden« for tabet af en elsket mand og det spørgsmål, dette tab rejser for forfatteren, videnskabskvinden Lone Frank: Hvad er kærlighed?

Bogen er en suveræn opvisning Lone Franks fabelagtige forskningsformidling, spændende som en roman og med et sprogligt overskud, der er sjældent i den slags litteratur. Hun kalder bogen en opdagelsesrejse, og denne rejse følger tre spor, der filtres sammen over godt 300 velskrevne sider.

Pia Søltoft

»Kærligheden er noget, der er er større end os, noget der unddrager sig. Og måske er det derfor, at Frank på trods af sin aversion mod det religiøse og mod alle teorier, der ikke kan evidensbaseres og efterprøves, betitler sin bog med et bibelcitat fra Paulus.«


Det personlige spor består af  Lone Franks egne erfaringer med kærligheden. Hun fortæller uden filter om sin barndom og om kærligheden til og fra sin far, som hun opfatter som den grundlæggende tilknytning, der har præget og reddet hende gennem livet. Men hun beskriver også faderens alkoholisme og fraværet af kærlighed til sin mor og bror.

Hun fortæller om forældrenes skilsmisse, moderens tidlige død og faderens senere. Hun fortæller om sine møder med mænd, om utroskab, om en depression, udløst af ulykkelig kærlighed, og om det fravalg af at få børn, der skyldes en manglende lyst, en grundlæggende frihedstrang samt det hjerteskærende faktum, at Lone Frank med egne ord uvægerligt ser sig selv som nogens barn og ikke som nogens mor.

Dette spor underkastets psykologen Asger Neumanns kyndige blik, og vi følger gennem bogen hans samtaler med Lone Frank og fødslen af den spirende indsigt i hende selv og hendes forhold til kærligheden, som han hjælper hende frem til.

Det tredje spor udgøres af det naturvidenskabelige felt, som er Franks naturlige tilgang til verden. Her fylder neurovidenskaben og indsigten i, at evolutionens processer er blinde og intet andet formål har end tilpasning.

Stenalderstereotyper

Bogen er en guldgrube af veloplagte og velskrevne referater af forskningsbaserede studier i alt, hvad der kan relateres til kærlighed: Om faderkærlighedens opståen, om børns trygge og utrygge tilknytningsmønstre og om denne tilknytnings betydning for stort set alt senere i livet. Om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer. Om at stenalderstereotyper ikke holder, men at der er visse psykologiske kønsforskelle, der har biologisk rod. Lone Frank fortæller om polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen samt om, hvorledes sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden: Hvis vi tror, at vi skal lede efter den eneste ene, så bestemmer dén forestilling vores kærlighedsforhold, fordi mentale skemaer direkte har indflydelse på vores følelser.

Men på trods af al denne viden kan Lone Frank ikke udgrunde kærlighedens natur. Det tror jeg skyldes, at med kærligheden er det ligesom med vejret. Alle taler om den, men ingen kan gøre noget ved den. Den unddrager sig vores magt. Naturligvis kan vejret forklares ved aktuelle højtryk og lavtryk, som vi kan se flytte sig på TV-avisens vejrkort. Men selv om vi kan forstå og forklare vejret via videnskaben, kan vi ikke lave om på det og beherske det. Sådan er det også med kærligheden.

I bogen viser Lone Frank til fulde, at der er meget, vi kan forstå og forklare naturvidenskabeligt og psykologisk, når det gælder kærligheden. Men det bliver også tydeligt, at vi alligevel ikke kan ændre kærligheden. Vi kan ikke mestre og magte den. Kærligheden er noget, der, er er større end os, noget, der unddrager sig.

Og måske er det derfor, Frank på trods af sin aversion mod det religiøse og mod alle teorier, der ikke kan evidensbaseres og efterprøves, betitler sin bog med et bibelcitat fra Paulus. »Størst af alt er kærligheden«,siger han i Korintherbrevet. Paulus går ikke naturvidenskabeligt til værks, men han taler heller ikke om kærligheden som en stormende følelse eller en lidenskabelig trang. Han taler om kærligheden som den eneste måde, vi som mennesker kan være sammen på i verden. Han fortæller, at kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt og udholder alt.

Paradoksalt nok kommer videnskabskvinden Lone Frank frem til det samme. Hun lander i taknemmeligheden over den kærlighed, hun har mødt hos sine mænd – sin far, sin Morten og sin Peter – og i indsigten i, at kærligheden er en tilknytning, et bånd, et mellemværende, som det er vanskeligt at udgrunde i sig selv, selv om hun bestemt mener, man bør prøve. Grundlæggende er kærligheden en måde at rejse gennem livet på, den er vejen, ikke målet. Sammenfletningen af hendes trang til at søge viden, hendes »selviagttagende kolde isøjne« og denne opnåede indsigt har skabt en fuldstændig fremragende bog.

Størst af alt - om kærlighedens natur
Forfatter: Lone Frank. Sider: 292. Pris: 240 kr. Forlag: Politikens Forlag