5 stjerner: En skilsmisse er som et jordskælv, hvor alt udraderes på et splitsekund

Boganmeldelse: Succesforfatteren Rachel Cusk levede i det perfekte feministiske ægteskab, men endte med ikke at have andet, der kunne gå i arv til hendes døtre, end fortyndede maskuline dyder.

»En ting er sikker: En skilsmisse handler ikke kun om de to personer, det tidligere ægtepar, der bliver skilt. Det handler også om børnene,« skriver Marie Louise Wedel Bruun i denne boganmeldelse af »Efterskælv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix

Hvorfor bliver man skilt? Det både svarer og ikke svarer britiske Rachel Cusk (f. 1967) på i sit eminente essay »Efterskælv« (org. »Aftermath«, 2012).

En ting er sikker: En skilsmisse handler ikke kun om de to personer, det tidligere ægtepar, der bliver skilt. Det handler også om børnene. Og det angår den større families selvforståelse, vennekredsens og samfundets.

Marie Louise Wedel Bruun

»Cusk er i det hele taget glad for lignelser, og en del af hendes uhyre effektive skrivestil er at veksle imellem det helt nære, næsten dokumentarisk refererede, og så det generelle, afrundede«


En skilsmisse er som et jordskælv, hvor alt, hvad mennesket møjsommeligt har bygget op, udraderes på et splitsekund. Efter det følger et efterskælv. Eller som Cusk beskriver det et sted, en tallerken, som knuses og aldrig igen kan udleve sin rolle som tallerken. Den var, nu er den ikke mere. Noget nyt må træde i dens sted.

Cusks ægteskab var et perfekt glansbillede, ikke mindst set gennem feministiske briller – hun var hovedforsørgeren, han gik hjemme med børnene. Så hvorfor blive skilt efter 10 år? Et af Cusks bud er, at hun er kvinde af en moderne tid. Hendes egen mor var hjemmegående, men ambitionerne på døtrenes vegne var maskulint definerede: De skulle have gode uddannelser, tjene penge, klare sig selv. Som Cusk skriver:

»Hun havde ikke noget som hun som kvinde kunne lade gå i arv til os, hun havde ikke andet at give videre fra mor til datter end disse fortyndede maskuline dyder.«

Resultatet er blandt andet beskrevet i Cusks essay fra 2001, »Et livsværk. Om at blive mor,« som udkom på dansk for nylig. Cusk kan nemlig under ingen omstændigheder acceptere »bare« at være mor; hun er nødt til også at bruge sit hoved, arbejde og tjene penge. Hun væver lidt i »Efterskælv« omkring, at det er, fordi hun er feminist, men tættest på sandheden kommer hun nok, når hun definerer både sig selv og sin hjemmegående mand som »selvhadende transvestitter«:

»Jeg mente at vi kunne leve sammen som to hybrider, begge to halvt mand, halvt kvinde. Det var lighed, ikke?«

Men som hun formulerer det lidt senere:

»Jeg kunne selv klare det hele. Jeg kunne alt. Jeg var begge halvdele: Betød det at jeg var hel?«

Efterhånden sygnede kvinden i hende hen. Hendes mand fik al æren for børnene, og tilbage, følte hun, var kun alle de grimme ting. Dem, ingen anerkender i livets puslespil; snavsetøj og momsregnskaber. Og pludselig bliver linjerne mellem puslespilsbrikkerne synlige. Det havde været lettere, reflekterer hun, hvis vi ikke byggede vores parforhold på de kristne ideer om Paradisets Have, men på de græske myters vildskab. Og hun uddyber med sit velkendte symbol, vinduet: Inde bag det oplyste vindue kan man spille sin vante rolle, for man kan ikke se ud, ikke se alternative virkeligheder. Men udenfor er der kaos, og man kan stå ude i mørket og se ind på det, man ikke har.

Cusk er i det hele taget glad for lignelser, og en del af hendes uhyre effektive skrivestil er at veksle imellem det helt nære, næsten dokumentarisk refererede, og så det generelle, afrundede; som hvordan en tand pludselig kan begynde at vokse skævt ved roden, til den må trækkes ud, eller en kage, der bliver bagt ud fra ambitiøse mål, men med sjusket hånd. Eller et hus; Cusk bruger gerne huse som det ultimative udtryk for sindet, og her får hun både selv en vanvittig singlefyr som lejer, og hun besøger en etbenet kvinde i et uhumsk rod.

Foto: Rosinante.

Cusk kalder selv sin hudløst ærlige tilgang til livet som forskellen på sandheden og historier. Og, som hun siger, »på det seneste er jeg begyndt at hade historier.« Ikke desto mindre kan historierne bruges som trædesten for hende, mens hun springer rundt i sandhedens kaos. Og selvom forholdet til manden vedbliver at være giftigt, heles hun langsomt igen. Men inden da har hun beriget os andre med sin klogskab og refleksion.

At »Efterskælv« så tilmed er oversat af ingen ringere end forfatteren Ida Jessen, må simpelthen betragtes som en bonusgave. Med hendes sprog kunne bogen her lige så godt være skrevet og tænkt på dansk. En sjældenhed efterhånden, når man læser en tekst oversat fra engelsk, så tak for det!

Et sidste Aberdabei er, at hvis man tror, Cusk er lige så reflekteret på sine døtres vegne, må man tro om. I forhold til dem er hun kun mor. Og det er ikke moderen, der er blevet skilt, det er transvestitten. Så moderen prøver både at opfylde drømme og udglatte tvister, men helt at tage den dybe samtale med dem om, hvad skilsmissen har gjort ved dem, synes der ikke at være plads til. Måske antydes det, da den ene datter brændende ønsker sig en maske med gevir. Cusk tøver længe, fordi hun overvejer det rigtige svar. Barnet ender med at lægge masken og sige, at det ikke gør noget. Så er det gevir eller antenner, skilsmissebørn udstyres med? Det efterskælv må en anden skrive om.

Efterskælv
Forfatter:
Rachel Cusk. Oversætter: Ida Jessen. Sider: 206. Pris: 249,95 kroner. Forlag: Rosinante.