5 stjerner: Alle, som er interesserede i Frankrig, bør ønske sig denne bog i julegave

Boganmeldelse: Journalisten Aske Muncks fordomsfrie bog »Den rystede republik«, kommer med stor bravur rundt i stort set alle hjørner af de seneste årtiers historie i den fascinerende sekulære republik i krise.

»De sociale forskelle bliver større, og politikerleden stiger, fordi politikerne tilsyneladende intet kan gøre. Præsident Macron forsøger at tackle problemerne, men han ses – ifølge forfatteren – først og fremmest som en repræsentant for den franske overklasse, som ikke kender underklassens vilkår,« skriver Peter Nedergaard. Michel Euler/Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Aske Munck har tilbragt de seneste 17 år som korrespondent i Frankrig. I snart ti år har det været for Weekendavisen. Hans nye bog, »Den rystede republik«, er en slags afrapportering om landets udvikling i perioden.

Vi kommer igennem det meste. Fransk politik med de evigt upopulære præsidenter (så snart de er valgt), det stive franske arbejdsmarked med høj arbejdsløshed, skismaet mellem by (Paris) og land, mellem gamle franskmænd og nye indvandrere, mellem islamisterne og den sekulære republik samt mellem fransk sprog og kultur på den ene side og frygten for amerikansk dominans på samme områder på den anden.