3 stjerner: Søren Pinds »Frie ord« slipper os, før der for alvor bliver bundet en samlet sløjfe

Den tidligere minister og borgmesters nye bog er en veldisponeret, kalejdoskopisk, anekdotisk gennemgang - men den er langt fra stilistisk epokegørende.

1
»Søren Pinds ord er talte ord på skrift. Han skriver, som han taler. Ligeud og ukompliceret. Men ikke stilistisk epokegørende,« skriver Rasmus Nielsen i sin anmeldelse af »Frie ord«. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Markedet er fyldt med politiske bøger fra præ-midaldrende. Det ville have været utænkeligt for få år siden. Og det må gerne være erindringer i utide.

Nu har tidligere minister Søren Pind udgivet sine erindringer, »Frie ord«, der indeholder fortrolige oplysninger om aktive politikere. Det er råstof for medierne. Berlingske, som Søren Pind er knyttet til som debattør, har i denne uge fyldt forsider med vinkler fra bogen.

Søren Pind uddeler hug til det manglende sammenhold i Venstre. Partiet er splittet i udlændingepolitikken i almindelighed og i personspørgsmål i særdeleshed. Forfatteren frygter i en fake news-tid for opbakningen til folkestyret:

»Mange steder er Facebook blevet til en stor kloak, hvor de mest modbydelige holdninger trives og udvikles, (…) der reelt er en trussel mod demokratiet,« skriver han et sted.

»Men hvad opnåede Søren Pind så i landspolitik som minister for udvikling, integration, justits, forskning og uddannelse? Det levner bogen ikke mange spor af«


Søren Pind kritiserer også, at Finansministeriet har taget magten så langt, at statskassens vogter ikke vil betale for den terrorsikring, Justitsministeriet finder nødvendig:

»I Finansministeriet er man mindre optaget af, om sandheden når regering og folketingsmedlemmer, og mere optaget af, at det ikke koster penge,« hedder det. Sikken svada. Så langt, så godt for Pind. Men er det godt for opbakningen til folkestyret og for respekten for Venstre? Næppe.

For 25 år siden lavede jeg et portræt af folketingskandidat Søren Pind til TV 2/Bornholm med titlen »Jeg vil være statsminister!« Den udmelding var der dækning for helt frem til 2011, hvor Venstre tabte magten. Søren Pinds tropper ventede forgæves på, at partiformand Løkke ville træde tilbage.

Søren Pind skriver morsomt, belevent og vedkommede. Drille-Pindens selvironi, tilsat musikalitet og selvsikkerhed kombineret med en lettere grad af tvivlens nådegave hjælper ham. Politikere taler gerne bedre, end de skriver. Søren Pinds ord er talte ord på skrift. Han skriver, som han taler. Ligeud og ukompliceret. Men ikke stilistisk epokegørende.

Bogen er en veldisponeret, kalejdoskopisk, anekdotisk og stort set kronologisk gennemgang af forfatterens liv. Uden filter, forbehold eller diskretion. Vi føres fra de første år i Schweiz til opvæksten på Bornholm. Søren fristes af KU, men Uffe Ellemann-Jensen tiltrækker den unge bornholmer, der finder ligesindede som Jarl Cordua og Mads Lundby.

Senere doseres der smukt mellem borgmester-tiden, minister-tiden og på tværs-Venstre-tiden.

Det fremgår også, at det var en stor skuffelse for Søren Pind, at han ikke kunne vælges til Folketinget fra sit elskede Bornholm.

»Jeg havde haft godt af at tjene en sag som den bornholmske. Det tror jeg i al beskedenhed også, Bornholm havde haft,« skriver han.

I stedet blev Københavns Rådhus et trin på stigen frem mod drømmen om Statsministeriet. Bogen redegør for det blodige kampvalg frem mod Søren Pinds otte år som borgmester for bygge- og teknikforvaltningen. Søren Pind ser på København og fryder sig: Metro, Ørestand, Holmen, Nord- og Sydhavn, Amager Strandpark. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og han var politiske fjender, men Søren Pind deler æren for datidens kraner med Jens Kramer-Mikkelsen.

For lidt kynisme?

Søren Pind troede, han kunne blive overborgmester. Den post er bare socialdemokratisk. I sin nye bog spekulerer Søren Pind i, om en mere kynisk Venstre-håndtering af overborgmester Jens Kramer Mikkelsens såkaldte hjemløsesag kunne have gjort ham til overborgmester. Men så kom Ritt.

Søren Pind kom lige så smukt ud af politik som Anders Fogh Rasmussen - i kontrast til, hvor grimt Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen faldt af den politiske tiger. De lyttede ikke til baglandet i Danmarks decentrale parti. Men hvad opnåede Søren Pind så i landspolitik som minister for udvikling, integration, justits, forskning og uddannelse? Det levner bogen ikke mange spor af, og det er også svært for de fleste at gøre op.

20. november fylder fænomenet 50. Han er partner og arbejdende bestyrelsesformand i Langkjaer Cyber Defence, der er kommet godt fra land.  Han kan godt stå ved foden af en smuk erhvervskarriere.

»Jeg er bekymret over de strukturer, der er tegnet så hårdt op i dansk politik i disse år, og kunne ikke se mig selv i dem fremover. Hvordan det så bør være – det handler min næste bog om«, skriver han til sidst.

»Frie ord« slipper os, før der for alvor bliver bundet en samlet sløjfe over de seneste 25 år i dansk politik. Det vil være spændende om mange år at få et andet og sidste erindringsbind fra ham. Et bind, hvor han ser tilbage på et virksomt erhvervsliv, og hvor han supplerer tilbageblikket med modne vurderinger af den politiske udvikling, som den tegnede sig i 2020erne og ind i 30erne. Hvor ville man gerne læse den bog allerede i dag. Forventningens glæde er stor.

Frie ord

Forfatter: Søren Pind. Sider: 346. Pris: 299,95. Forlag: Gyldendal.

Rasmus Nielsen er udgiver af Altinget.dk