Solen brager ned over Almería som sædvanlig. Den sydspanske provins er med 3.000 årlige timer på fuldt blus Europas mest solbeskinnede plet. I dag er ingen undtagelse.

Men selvom det desuden er højsommer og midt på dagen, er der svalt under baldakinen, hvor vi har sat os for at snakke og smage på et par af Paco Lozanos tomater. Takket være den friske brise, som næsten altid blæser.

Og netop solen og vinden – to af livets grundelementer – er den enkle hemmelighed bag det drivhusmirakel, der udgør en af de vigtigste trusler mod den danske tomat. I hvert fald, hvis man spørger almerienserne selv.

»Vores landbrug er baseret på at udnytte solen og den imponerende mængde af lys, vi har til rådighed hele året, som gør opvarmning unødvendig,« siger Paco Lozano, der står i spidsen for gartneriet Ecosur, og tilføjer:

»Samtidig er det meget blæsende her i Almería, og vinden som naturlig udluftning i drivhusene er det bedste middel til at holde sygdom på afstand og planterne sunde.«

»Tomaten er vores flagskib«

Vi sidder midt inde i Ecosurs velvoksne ejendom på Cabo de Gata-halvøen, en halv times kørsel øst for Almería by.

Rundt om os ligger de plastikbeklædte drivhuse sirligt på række langs asfalterede veje som i et parcelhuskvarter.

De hvide plastikdrivhuse i Almería-området fylder så meget, at de siges at kunne ses fra rummet – og kan næsten forveksles med sne.

40 hektarer, hvor Paco Lozano og hans ansatte dyrker diverse typer af peberfrugt, agurk, squash og aubergine samt, ikke mindst, de otte forskellige sorter af tomater, en afgrøde »som nok er vores flagskib«.

Vi har netop været forbi en anden ejendom for at plukke et par håndfulde af de sidste tomater, som endnu er tilbage, før tomatdyrkningen må holde et par måneders ferie hernede i lavlandet under den værste sommerhede.

Tomaterne er smagfulde og søde, og hvis vi ikke havde sat dem til livs, kunne de meget vel være endt i en kasse fra Aarstiderne.

Paco Lozano er nemlig en af pionererne i Almerías økologiske gartneri, der efterhånden udgør ti procent af provinsens 35.000 hektarer store dyrkningsareal, og det danske firma er blandt hans vigtigste kunder.

De ørkenlignende landskaber i den sydøstspanske Almería-provins forvandlede sig til hele Europas vinterhave, da man begyndte at dyrke grøntsager i drivhus. Området har længe haft et dårligt ry som storforbruger af pesticider og illegal arbejdskraft. Men det er uretfærdigt, mener de lokale gartnere, der i stadig højre grad satser på økologi og bæredygtighed.
De ørkenlignende landskaber i den sydøstspanske Almería-provins forvandlede sig til hele Europas vinterhave, da man begyndte at dyrke grøntsager i drivhus. Området har længe haft et dårligt ry som storforbruger af pesticider og illegal arbejdskraft. Men det er uretfærdigt, mener de lokale gartnere, der i stadig højre grad satser på økologi og bæredygtighed. Thomas Vilhelm

Positiv effekt på konventionelt gartneri

Da den i dag 59-årige gartner i 1995 grundlagde Ecosur som en 100 procent økologisk virksomhed, rystede de fleste på hovedet.

Det intensive landbrug i Almería var dengang kendt og berygtet for sine lønsomme, men alt andet end miljøvenlige dyrkningsmetoder med voldsom brug af pesticider og rovdrift på de sparsomme vandressourcer.

»Mange sagde, at det går aldrig. Samtidig havde hverken de regionale andalusiske eller de spanske myndigheder nogen erfaring med økologi og troede ikke rigtig på det,« fortæller Paco Lozano og fortsætter:

»Nu bryster de sig af det stadig større økologiske dyrkningsområde, og jeg er selvfølgelig stolt af at have bidraget til at sætte den udvikling i gang.«

Det gælder især de teknikker til biologisk skadedyrsbekæmpelse, som han i samarbejde med blandt andre hollandske forskere har været med til at udvikle, og som også mange konventionelle gartnere nu bruger.

Ifølge den lokale sparekasse Cajamars forskningsinstitut er 75 procent af dyrkningsområdet i Almería efterhånden helt eller delvist underlagt biologisk skadedyrskontrol, der vist sig at være både effektiv og billig.

Klimaregnskab i spansk favør

For Paco Lozano er det økologiske gartneri først og fremmest en levevej, der giver arbejde til op mod 300 personer – heriblandt det meste af hans familie. Men han vedkender sig også et element af idealisme.

Og hvordan ser han som økologisk foregangsmand på det tilsyneladende paradoks, at hans tomater må transporteres 3.000 tværs gennem Europa for at nå frem til eksempelvis Aarstidernes kunder?

»Principielt er jeg enig i nærhedsprincippet. Men hvorfor skulle I nordeuropæere ikke have lov til at spise tomater i december, når vi nu kan producere dem året rundt på bæredygtig vis hernede,« siger Paco Lozano.

Han minder om, at klimaregnskabet – hvis det er det, det handler om – er massivt i spansk favør. I hvert fald ifølge en undersøgelse lavet af University of Exeter for det britiske svar på Aarstiderne, Riverford Organics.

Den viser, at CO2-udslippet ved at producere tomater i Almeria og transportere dem til Storbritannien er ti gange mindre, end hvis de blev dyrket i opvarmede britiske drivhuse.

»Vi kan godt beslutte, at I kun må spise tomater i juni og juli, og så er den potte ude. Men jeg vil opfordre puristerne til at udvise fleksibilitet. Samtidig skal vi selvfølgelig arbejde på at finde alternativer til dieseldrevne lastbiler,« medgiver den andalusiske gartner.

I Sydspanien tillader klimaet at dyrke tomater på bæredygtig og klimavenlig vis hele året. Hvorfor alverden skulle nordeuropæerne så – ud fra et misforstået nærhedsprincip – afstå fra at spise dem om vinteren, spøger Paco Lozano.
I Sydspanien tillader klimaet at dyrke tomater på bæredygtig og klimavenlig vis hele året. Hvorfor alverden skulle nordeuropæerne så – ud fra et misforstået nærhedsprincip – afstå fra at spise dem om vinteren, spøger Paco Lozano. Thomas Vilhelm

»Gør dit arbejde ordentligt«

Så langt, så godt. Hvad med de danske tomatavlernes bekymring for i klimakampens navn at blive sat ud af spillet af blandt andre spanske konkurrenter, kan han forstå den?

Paco Lozano lægger den tomatstump, han netop skulle til at putte i munden, fra sig og gumler i stedet lidt på sit svar.

»Jeg kan sagtens sætte mig ind i frygten. Og det må være muligt at finde en løsning, der gør, at de kan blive på deres jord. Men det også forkert at give producenter fra andre områder skylden,« siger han og tilføjer:

»Her i Almería har vi travlt med at brokke os over marokkanerne og deres lave priser. Det er forkert. Man skal bare gøre sit arbejde ordentligt og lade forbrugeren bestemme.«

»Der vil altid være folk på markedet, som forsøger at opnå fordele ved at presse prisen. Men der vil også altid være forbrugere, som siger: Hør lige her, jeg vil have en ordentlig tomat,« fastslår Paco Lozano som afskedssalut.

Almería-provinsens rå og knastørre landskab udgør en dramatisk modsætning til den overvældende frodighed inde i drivhusene. Som her på en af de ejendomme, der forsyner Coop-leverandøren, Balcón de Níjar.
Almería-provinsens rå og knastørre landskab udgør en dramatisk modsætning til den overvældende frodighed inde i drivhusene. Som her på en af de ejendomme, der forsyner Coop-leverandøren, Balcón de Níjar. Thomas Vilhelm

Grøntsagsavlernes vilde vesten

Dagen efter står vi tidligt op for at køre ind i Almería-provinsens bjergrige bagland, hvor tomatdyrkningen på højsletter i omkring en kilometers højde kan fortsætte det meste sommeren.

På vejen kører vi gennem de ørkenlignende landskaber, der i 1960erne leverede kulisser til blandt andre Sergio Leones berømte spaghettiwesterns.

Nogenlunde samtidig begyndte de første drivhuse at skyde op. Og fra 1990erne blev provinsen kendt som grøntsagsavlernes svar på det vilde vesten, hvor sprøjtepistolerne sad løst, mens migranter på flugt fra Afrikas fattigdom blev udnyttet skånselsløst.

Almería er aldrig helt sluppet af med sit kedelige ry, og David Caparrós er godt træt af det.

»Det er det samme hvert år. I april dukker de første reportager op, om hvor skidt det står til hernede. Givetvis fordi nogle – også i lande som Tyskland og Danmark – har interesse i at tilsværte en konkurrent,« siger forretningsføreren for Balcón de Níjar, der har Coop blandt sine vigtigste kunder.

David Caparrós er forretningsfører for Balcón de Níjar, der leverer økologiske grøntsager til blandt andre danske kunder. Han er godt træt af Almería-gartnernes dårlige ry.
David Caparrós er forretningsfører for Balcón de Níjar, der leverer økologiske grøntsager til blandt andre danske kunder. Han er godt træt af Almería-gartnernes dårlige ry. Thomas Vilhelm

Snydere bør hænges ud

Høsten af cherrytomater er i fuld gang på en af de ejendomme, der leverer til den ligeledes økologiske gartnerivirksomhed.

De ansatte kommer fra lande som Rumænien, Marokko, Senegal og Mali. Stemningen virker afslappet. Og vi får i sagens natur ikke noget ud af at spørge, om de føler sig godt behandlet, mens chefen lytter med.

Det er heller ikke nødvendigt, forsikrer David Caparrós, for der er rigeligt med andre instanser til at kontrollere, at alt går ordentligt til.

»Arbejdstilsynet kommer forbi i tide og utide. Vi bliver også kontrolleret af organisationer som Naturland og Global Gap. Samt vores kunder. Da vi begyndte at arbejde med Coop for fire år siden, var det først efter et grundigt tjek,« siger forretningsføreren og fortsætter:

»Det er både dyrknings- og arbejdsforhold, som kontrolleres, og det er positivt. Folk, der vil snyde, findes i alle brancher og i alle lande, og på den måde bliver de afsløret. Det ideelle ville være at offentliggøre en liste med synderne, så alle ved, hvem de er.«

Arbejdskraften i drivhusene kommer især fra lande som Rumænien, Marokko, Senegal og Mali. Men der er også enkelte spaniere i blandt.
Arbejdskraften i drivhusene kommer især fra lande som Rumænien, Marokko, Senegal og Mali. Men der er også enkelte spaniere i blandt. Thomas Vilhelm

Tyrkiet, Marokko og EUs »hykleri«

Når det er sagt, er der imidlertid et par ting, som David Caparrós har svært ved at forstå.

Hvorfor er det altid sydspanierne, som skal hænges ud, når eksempelvis italiensk fusk med økologiske standarder og fransk snyd med spanske og marokkanske tomater – set fra Almería – hurtigt går i glemmebogen?

Og, især: Hvorfor stiller EU ikke samme høje krav til dyrkningsmetoder og etik, når det handler lande uden for Unionen, der sælger deres landbrugsvarer til dumpingpriser?

»Det er efter min mening hyklerisk at pege fingre af sociale forhold i Almería, når vi samtidig importerer fra tyrkiske og marokkanske grøntsager,« siger David Caparrós og fortsætter:

»Tyrkiet fængsler journalister for et godt ord, og marokkanerne arbejder for en euro om dagen uden ret til hverken understøttelse eller sygesikring. I det hele taget burde EU se fødevarebranchen som en strategisk sektor, der skal værnes om, på linje med energibranchen.«

Det er hyklerisk, at EU har travlt med at kontrollere sydeuropæiske landmænd, når man samtidig importerer tomater fra lande som Marokko og Tyrkiet uden at skele til menneskeretskrænkelser og kummerlige arbejdsforhold, mener David Caparrós.
Det er hyklerisk, at EU har travlt med at kontrollere sydeuropæiske landmænd, når man samtidig importerer tomater fra lande som Marokko og Tyrkiet uden at skele til menneskeretskrænkelser og kummerlige arbejdsforhold, mener David Caparrós. Thomas Vilhelm

Den andalusiske gartner har talt sig varm, og som dagen er skredet frem, nærmer temperaturen sig desuden de 35 grader.

Det er blevet for hedt til at bestille noget for såvel drivhusarbejdere som journalister. Vi siger farvel, men på vejen hjem stopper vi i en nærliggende by for at bestille en iskold øl og en tabernero.

Den berømmede lokale tapa består af grøntsaget stuvet med olivenolie, hvidløg og chili, serveret på et stykke brød. Løg, grøn peber samt, naturligvis, masser af solmoden tomat.

Det smager fremragende.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.