Lidl-direktør: Tænk, hvis vi kunne være med til at få vores leverandører over på ren grøn energi – det ville være super fedt

Et stort fokus på danske producenter og en villighed til i visse tilfælde at betale lidt mere end nogle af konkurrenterne giver høj kvalitet og fleksibilitet for Lidl i Danmark. Det fortæller kædens indkøbsdirektør, som håber at være med til at skubbe på en omstilling, så alle danske drivhuse kan blive opvarmet med grøn energi.

Indkøbsdirektør i Lidl Danmark Rasmus Pape er naturligvis glad for, at Lidl af flere danske fødevareproducenter fremhæves som en frontløber på klimaområdet blandt de store detailkæder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En række danske fødevareproducenter af frugt og grønt er frustrerede over en oplevelse af, at landets store detailkoncerner taler højt og flot om klima og bæredygtighed udadtil, men stort set kun fokuserer på pris, når de selv køber varer til deres hylder.

For et erhverv som de få tilbageværende danske tomatgartnere udgør problemstillingen en central udfordring for både at kunne drive en økonomisk bæredygtig forretning fra dag til dag samtidig med at skulle investere i en konstant grønnere produktion.

Noget, der i sidste ende vil gavne både klimaet og den enkelte danske tomatavler, som forventeligt kigger ind i en fremtid med høje afgifter på udledning af CO2, mens særligt hollandske, spanske og marokkanske tomater banker på døren.

Flere af de fødevareproducenter, Berlingske har talt med, peger imidlertid på den tyske kæmpekoncern Lidl som værende den klart mest seriøse på klimaområdet.

Som en kæde, hvor der stilles store krav til producenterne og tjekkes op på tingene. Og som et sted, hvor det i højere grad end hos de fleste andre er muligt at snakke om tingene, hvis man som dansk producent har brug for at få en lille smule mere for sine varer for at få tingene til at hænge sammen.

Ifølge indkøbsdirektør i Lidl Danmark, Rasmus Pape, handler det fra Lidls side i høj grad om at drive en forretning med »almindelig sund fornuft«.

Han fortæller, at Lidl får både stor kvalitet og fleksibilitet igen fra sine leverandører ved at fokusere meget på at købe danske varer.

»Det har kæmpe betydning for os, at vi kan ringe og sige: Vi skal først have det her i morgen. Eller i overmorgen. Eller kan du komme NU, for dine tomater har solgt mega godt i denne uge. Det kan vi slet ikke på samme måde, hvis vi får dem fra Spanien, og de er fire dage undervejs,« siger Rasmus Pape og uddyber:

»Så der er mange forskellige parametre, som spiller ind, når vi køber ind, også ud over pris, miljø og klima. Kvaliteten er simpelthen bedre. Det betaler jeg måske lidt ekstra for, men det giver os tilfredse kunder og leverandører i sidste ende.«

I øjeblikket har Lidl Danmark 13 forskellige tomater i sit sortiment. De otte af dem er danske, mens de resterende fem primært kommer fra Holland. I vintermånederne indtager Spanien en større rolle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

Direktøren fastslår samtidig, at Lidl skam også er hårde på priserne, da marginalerne i detailhandlen er relativt små.

»Vi er bevidst om, hvad tingene koster i alle led. Vi ved, hvad det koster at køre en lastbil fra Spanien til Danmark eller fra Nørre Snede til Køge, hvor vi har vores lager. Vi ved, hvad emballagen koster. Vi ved nogenlunde, hvad det koster at gro en tomat. Men vi ved også, hvad det koster at investere, og vi ved, hvad det gør for en leverandør at have noget mere sikkerhed. For både kvaliteten og fleksibiliteten,« siger Rasmus Pape.

Otte gange Danmark

Andelen af danske tomater hos Lidl svinger fra sæson til sæson. I øjeblikket har Lidl Danmark 13 tomater i sit sortiment. Heraf tre økologiske og fem konventionelle fra Danmark. De sidste fem varianter er i øjeblikket primært fra Holland.

»Det er en del sæsonbetonet i frugt og grønt, hvor eksempelvis Spanien dækker en anden periode af end de danske tomater. Jeg har ikke noget problem med at tage varer fra Spanien, hvor de er lige så motiverede og passionerede omkring deres tomater som de danske avlere. Men vores fokus ligger blandt andet på, at vi kan være mere med i produktudvikling hos danske avlere, og at produkterne ikke er så lang tid undervejs. Der er væsentlig højere fleksibilitet, hvilket betyder enormt meget for os,« siger Rasmus Pape.

Lidl Danmarks indkøbsdirektør fortæller, at der er sket ekstremt meget inden for tomtater de seneste ti år. Han nævner Coeur De Boeuf-tomater i ikkeklassiske former som et godt eksempel, der har vist sig at være særdeles gangbart hos kunderne.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Drost-Hansen.

Han opstiller et scenario, hvor man har bestilt to lastbiler med tomater fra Spanien, og det pludselig viser sig, at en af Lidls konkurrenter har tomater på tilbud til den halve pris, eller at kvaliteten ikke stemmer overens med forventningen, når tomaterne ankommer til lageret i Danmark, så de er nødt til at afvise en stor del af sendingen.

Der er det både lettere og hurtigere at få nye fra en dansk leverandør fremfor at skulle få en ny sending afsted fra Spanien, lyder det.

»Det er heller ikke alle danske avlere af frugt og grønt, som har helårsproduktion, da det koster en del at varme væksthusene op, hvilket får prisen til at stige. Og der er også et klimaspørgsmål i, hvordan der varmes op. Det ville være super fedt, hvis vi kunne være med til at få vores leverandører derhen, hvor alle væksthuse er opvarmet med ren grøn energi. Det er sådan nogle ideer og tanker, vi går og pusler med,« siger Rasmus Pape.