Først en advarsel: I de følgende linjer vil der forekomme positive nyheder – indimellem grænsende til det jubeloptimistiske. Faktisk vil der være beskrivelser af så mange ting, der går fremad, og så mange dårligdomme, der er ved at forsvinde, at man både kan frygte for mediebranchens fremtid – dårlige nyheder sælger nu engang bedst – og for dem, der lever af sortsyn, fremtidsangst og bekymring.

Tag nu for eksempel den radikale Zenia Stampe, som i denne uge skrev et debat­indlæg i de bekymredes hoforgan Politiken. Hun har mistet sin barnetro på, at Danmark for tid og evighed vil være et fredeligt og trygt land. Ja, det er også rigtigt, tænker nogen – terror, bandekriminalitet, parallelsamfund og kultursammenstød. Der er mange ting, man kan bekymre sig om. Men det er slet ikke det, der holder Zenia Stampe vågen om natten. Som hun skriver: »... den tryghed og frihed, som jeg altid har taget for givet, den hviler på et fundament, der er begyndt at slå revner. Finanskrisen, klimakrisen og flygtningekrisen. Brexit og Trump.«

Hun er ikke den eneste, der fyldes af bekymring. I den anden ende af den politiske skala har forfatteren Lars Hede­gaard skrevet en hel bog, som udkom i denne uge, om hans galopperende angst for, at islamisk sharialov overtager alle hjørner af Danmark. »Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031,« hedder dystopien.

Selv om Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl i sin anmeldelse mente, at bogen ville fungere fint som satire, så forsikrer Hedegaard, at det er der på ingen måde tale om. Spidskandidat for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, har besøgt Nørrebro og mener, at den kulørte københavnske bydel allerede er tabt.

Og professor Uffe Østergård er over en periode gradvis sunket ned i mismod og har mistet troen på alt, hvad han engang stolede på. Nu mener han ifølge et interview i Jyllands-Posten, at løsningen må være – ikke integration – men assimilation, at vi alle sammen pinedød sovses ind i den lutheranske tro og arbejdsmoral.

Som med alle andre udsagn af den karakter, bliver de først for alvor interessante, eller måske snarere skræmmende, når det kommer til, hvilke midler der skal tages i anvendelse.

Når de angstfyldte og professionelt bekymrede går en svær tid i møde, så skyldes det Karl Marx. Eller det kan i hvert fald forklares med teorierne fra det gamle kommunistiske forbillede.

Her i september er det 150 år siden, at han udgav Kapitalen på tysk. Et hovedværk, som indeholder meget sludder og forudsigelser, der aldrig er blevet til noget. Så er det sagt. Der er meget, man ikke kan bruge Karl Marx til i moderne tid. Verden drives ikke frem af en klassekamp mellem arbejdere og kapitalister, det kommunistiske manifest og dets klakører er for længst sendt ud i historiens glemsel. Og kapitalismen gik alligevel ikke under af sig selv, som Marx forudsagde. Men én ting står tilbage: Den økonomiske determinisme som forståelse af, hvorfor tanker og ideer ændrer sig over tid.

Ideologiske strømninger er, om end ikke helt så entydigt og mekanisk, som Marx beskrev det, reaktioner på økonomiske skift og ændringer i den konkrete verden. Kommunismen og socialdemokratismen kom til verden på grund af industrialisering og udnyttelse af arbejdskraften. Anden Verdenskrig blev nok skabt af Hitler, men et Tyskland med massearbejdsløshed og social armod var forudsætningen. Og sådan kan man blive ved.

Folket mod eliten-tanken vil blegne

Og hvad så i dag? Hovedstrømningen i kølvandet på den værste økonomiske krise siden 1930erne har det seneste årti ideologisk set været nationalkonservativ. Samtidig har der udviklet sig en venstreorienteret strømning mod globalisering. Det har været reaktioner i tanker og ideer på en buldrende frihandel, folke­vandringer og en historisk global integration, der har flyttet rundt på kapital, varer, virksomheder og job i et hidtil uset omfang. I et par årtier gik det godt, og alle blev rigere, men da krisen satte ind, blev det tydeligt, at de store tabere skulle findes i de hvide vestlige arbejderbyer i de gamle nationalstater. Trump var aldrig blevet til Trump i 2005 og Hitler ikke til Hitler i 1968. Uden sammenligning i øvrigt.

Så hvis man abonnerer på denne økonomiske determinisme, vil den ideologiske overbygning på antiglobalisering og udkantsoprør – folket mod eliten – langsomt blegne og blive mere og mere uinteressant i takt med, at det økonomiske opsving får folk i arbejde og skaber vækst og velstand også til yderområderne.

Amerikanerne vil ikke næste gang vælge en protest-præsident uden nogen erfaring, fordi rustbæltets oprør fortoner sig. Briterne vil ikke opnå Brexit-folkets absolutte »take back control«, fordi den økonomiske fremgang i verdensøkonomien, som er i fuld gang, efter den historiske nedtur vil mindske behovet for national fanemarch og udpegning af syndebukke. Og når Angela Merkel i dag vælges for endnu fire år som bundes­kansler, vil der også tegne sig et mindre kaotisk billede af EU og Europas fremtid.

Det tyske valg er afslutningen på et europæisk supervalgår, hvor troen på fremtiden og den verden, vi kender, ikke er kastet på møddingen, som mange havde frygtet – takket være forbedringer af økonomien i den konkrete verden.

Hvilke ideologiske strømninger, der følger efter, er til gengæld ikke til at forudsige. En syntese, der forener globalismen og nationalkonservatismen, ville Karl Marx sikkert forudse. Hvordan sådan en så end ser ud.

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.