Jeg kan ikke lade være med at blive grebet af vrede med alle de dokumentarer om nydanske kvindeskæbner, der er rullet over skærmen i den sidste tid, og 19. maj vises endnu én, nemlig dokumentaren »Kvinde, kend din plads«, hvor jeg også selv er med. De handler alle sammen om en række nydanske kvinder, der har været udsat for grov vold og social kontrol, eller som er blevet udskammet, bl.a. på de sociale medier, alt sammen fordi de har insisteret på at bestemme over deres eget liv.

Denne adfærd bliver vel at mærke udøvet af nogle nydanskere, der ud fra parametre som beherskelse af dansk, uddannelse og job er velintegrerede. Derfor kan det ikke bare affærdiges med nogle sociale betingelser, vi danskere byder dem, eller relativeres med, at danske mænd kan udvise en lignende adfærd.

Zenia Stampe er en af dem, der gør det utroligt svært for os andre at råbe op om disse ting, og når jeg ser disse kvindeskæbner i omtalte dokumentarudsendelser, er hun en af de første, jeg kommer i tanker om som en vedvarende barriere mod at nå til bunds i emnet, fordi hun fuldstændig negligerer det.

Hun bruger til gengæld utroligt meget tid på de sociale medier at hænge politiske kolleger ud, der har en mere kritisk tilgang til nydanskerne, og af samme grund overser hun den gruppe nydanskere, hun derved svigter, nemlig bl.a. den gruppe kvinder, som ovennævnte dokumentarudsendelser handler om. Som værdiordfører burde hun vide bedre. I stedet appellerer hun i virkeligheden til den indre svinehund blandt nydanskerne og fremmer en modstand mod danskerne, derunder en adfærd over for kvinder, der direkte strider mod danske værdier.

Og dét er selvmodsigende, al den stund hun ellers prædiker et menneskesyn om respekt og tolerance mellem mennesker, når det kommer til hendes antiracistiske ærinde. Men er det sådan, at hun lader hudfarven bestemme, hvorvidt hun vil se uretfærdighederne eller ej? Ja, for det er så også racisme! De kvinder, ovennævnte dokumentarudsendelser handler om, prøver jo blot at leve de værdier ud, hun selv står for. Alt, hvad de fordrer, er respekt og tolerance. Deres kamp burde om noget også have været hendes.

Meningsdannere som Zenia Stampe medvirker i virkeligheden til at så mere splid i den danske befolkning. Hun har et meget forenklet syn på, hvem der er gode og onde, og i forlængelse af det vælger hun at spille en næsten messiansk rolle i forhold til nydanskerne. Men det betyder også, at hun bliver nødt til at demonstrere en selektiv godhed og opretholde en blind vinkel over for visse forhold.

Hun kan måske til nød komme med følgende indrømmelse: »Ja, der er nogle problemer i minoritetssamfundene, men de er ikke så store, som I gør dem!« Men det sker i så fald som led i en retorisk helgardering, så alle eventualiteter bliver taget med i betragtning.

Så kære Zenia, jeg kunne i givet fald godt tænke mig at få en uspecificeret rapport om, hvad de problemer – som ganske vist ikke er så store, som jeg vil gøre dem til – består i, eller høre din holdning til den sidste ud af utallige dokumentationer er! Vil du måske igen hævde, at omtalte adfærd er lært i Danmark, sådan som du engang gjorde i forbindelse med nogle nydanskeres overfald på skadestuen i Odense?