Den kontroversielle digter Yahya Hassan får alligevel lov at læse sine digte op i Vollsmose.
Det bekræfter by- og kulturrådmand Steen Møller (K), Odense Kommune, over for Politiken.
»Vi er i gang med at undersøge andre lokaliteter i Vollsmose. Lige nu holder vi møde med politiet med henblik på at få sikkerheden på plads«, siger Steen Møller.
Biblioteket i Vollsmose aflyste torsdag et debatmøde med Yahya Hassan efter råd fra Fyns Politi. Mødet skulle have fundet sted på tirsdag på Vollsmose Bibliotek. Politiet mente, at en gennemførelse af arrangementet ville give anledning til uro i Vollsmose og tiltrække ballademagere udefra.
Men nu bliver digterens optræden alligevel til noget - dog ikke på biblioteket, men et andet sted i Vollsmose, skriver Politiken.
BNB