En række amerikanske butiksejere, der har solgt deres høreapparatklinik til William Demant, har aldrig modtaget de bonusbetalinger, de angiveligt var blevet stillet i udsigt. Derfor kan der være flere retssager på vej mod den danske høreapparatproducent i USA.
Det skriver Børsen.
Ifølge forhandlerne har William Demant bevidst lagt forhindringer for at blokere muligheden for en såkaldt earn-out-bonus, der skal sikre, at ejerne fortsætter med at drive butikkerne efter salget.
- De problemer påvirkede butiksdriften samt butikken og ejernes omdømme negativt og har desuden væsentligt svækket evnen til at nå de finansielle mål, der var krævet i earn-out-aftalen, skrev butiksejerne Sharon og Steve Mohink fra New York i en klage til William Demant i efteråret 2014 ifølge Børsen.
I 2014 kunne William Demant tilbageføre 95 mio. kr., der egentlig var tiltænkt earn-out-bonusser, til overskuddet, viser beregninger foretaget af Børsen.
/ritzau/FINANS