Amplifon vil i årene 2016-2018 vokse hurtigere end markedet, og det har sat som ambition at vokse med en høj encifret procentsats om året, oplyser selskabet i forbindelse med en kapitalmarkedsdag torsdag.
Der skal være fremgang i alle regioner, hvor man vil øge produktiviteten i det eksisterende butiksnetværk og åbne 600 nye butikker. Ved udgangen af 2015 havde selskabet omkring 8700 salgssteder rundt i verden.
Amplifon vil have særligt fokus på at styrke sig på sine kernemarkeder, hvor det har sat som mål at øge sin markedsandel i USA og konsolidere sin markedslederposition i Italien og Australien. Derudover vil selskabet øge sit netværk i Tyskland, Frankrig og Spanien.
Samtidig har selskabet sat som mål, at det frem mod 2018 vil øge sin overskudsgrad med 150 basispoint i forhold til 2015, hvor driftsmarginen (EBITDA) var på 16,2 pct.
Det italienske selskab, hvis hovedmarked er i Europa, sidder på knap 10 pct. af det globale marked inden for detailsalg af høreapparater og er dermed markedsleder. Selskabet er til stede i 22 lande på verdensplan.
Amplifon omsatte for 1,03 mia. euro i hele 2015. Det var første gang nogensinde, at Amplifon rundede 1 mia. euro i omsætning, og det var omkring 140 mio. euro højere end i 2014.
Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, blev for året 167,4 mio. euro, hvilket var 16,2 pct. højere end i 2014.