Morten Wieghorst går fra assistent i Premier League til at være træner i den næst­bedste danske række.

Den tidligere danske U21-landsholdstræner blev i går præsenteret som ny cheftræner i AGF. Trods nedrykning fra Superligaen, nægter den 43-årige Morten Wieghorst, at jobbet skulle være et skridt i den forkerte retning, som stemmer i pressen ellers har ytret det.

- Jeg synes ikke, det er et skridt ned for mig. Hvis du ser på AGFs størrelse og historie, så er det af de største jobs i Danmark. De mennesker, der mener, at det er et skridt ned for mig, ser på de forkerte præmisser. Jeg tager det som et skulderklap om, at de synes, jeg er dygtig til det, jeg laver, men jeg kigger på projektet og potentialet. Og potentialet er stort her. Man skal ikke tage fejl af AGF, siger den nye cheftræner og fortsætter:

- Forventningerne er store i en klub som denne, og når de er det, vil der altid være en risiko for at brænde nallerne, men det er også det, der gør jobbet attraktivt, lyder det fra Morten Wieghorst, som var assistent under Michael Laudrup i Swansea, inden den danske manager blev fyret i Wales tidligere på året.

I går var der så klapsalver og ny frisk luft i AGFs klubhus, da bestyrelsesformand Lars Fournais stolt kunne præsentere klubbens nye træner. Hovedpersonen er også fuld af motivation trods et netop overstået rædselsforår, hvor AGF tabte de sidste 11 kampe i træk.

- Skal jeg være helt ærlig, så jeg selvfølgelig helst, at det hed Superligaen i den kommende sæson, men det må vi jo så gøre noget ved. I al beskedenhed, så mener jeg, at det er en af mine stærke sider at klare modgang. Og modgangen er lige nu og her. Det er realiteten. Vi ligger i den næstbedste række, og udfordringen er at komme op hurtigst muligt. Det kan jeg forhåbentlig være med til at hjælpe AGF med, fortæller Wieghorst, som samtidig uddyber sine ambitioner for den nye arbejdsgiver.

Her er en hurtig oprykning og en stabil fremtid i Superligaen ikke overraskende nøgleord:

- Projektet med at skulle skabe noget bæredygtigt med en stor klub, med en enorm fanbase og en masse mennesker, der vil klubben det godt. At sikre en oprykning, som ikke bliver nem. Og sideløbende få skabt noget bæredygtigt, så vi ikke snakker oprykning, nedrykning, oprykning og nedrykning igen over de næste 10 år. Målet er, at AGF skal være en fast del af Superligaen. Absolut, siger han.

Før den tidligere landholdspiller endegyldigt blev overbevist om projektet i AGF kunne hold vand, så måtte ledelsen overbevise ham om en ny og frisk start både på træningsbanerne og bag skrivebordene på kontoerne i klubben:

- Jeg er blevet mødt af en vilje til at gøre tingene på en anden måde, end man har gjort tidligere. Der er selvfølgelig mange underpunkter, som jeg ikke vil gå i detaljer i her. Men der er behov for nytænkning, og det vil forhåbentlig komme til udtryk i spillet på banen fremover. Vi skal have vasket tavlen ren. Og det blev den, for det var en glad cheftræner, der kunne se tilbage på sit første møde med sin nye klub:

- Jeg fik en fantastisk modtagelse i klubben. Folk var støttende og glade. Det bekræftede mig i, at jeg er kommet det rette sted. Jeg vil selvfølgelig arbejde så hårdt, jeg overhovedet kan for at indfri de forventninger, man har til en træner i en så stor klub som AGF.

At Morten Wieghorst er et varmt og eftertragtet trænernavn, synes man ikke kun i AGF. I hvert fald afslører træneren, at der var interesse fra andet sted, inden han valgte den jyske hovedstad for de kommende tre sæsoner.

- Der har været henvendelser. Men jeg har altid haft det sådan, at når jeg skriver under på noget, så er det fordi, jeg vil det helhjertet. Og så synes jeg, det virker forkert at tale om, hvad der kunne have været, eller hvilke henvendelser der har været. Det er underordnet, og især efter i dag, hvor jeg mærkede den opbakning og det håb, der er. Det bekræftede mig i, at det er det rigtige. Jeg havde en rigtig god fornemmelse inden, og efter at kørt fra Aarhus igen, så har jeg en endnu bedre fornemmelse for projektet, vi skal i gang med.

Den tidligere landsholdsspillers skotske storklub, Celtic, er en af de klubber, der har været nævnt som en mulighed for Wieghorst. Det havde den nye AGF-træner i går ingen kommentar til.