AGF præsenterede fredag den tidligere danske landsholdspiller Morten Wieghorst som ny træner for den netop nedrykkede klub.

I Aarhus har Wieghorst fået en kontrakt for de kommende tre år. I første omgang bliver det altoverskyggende mål at føre klubben tilbage i Superligaen:

- AGF er en stor klub med stolte traditioner. Jeg er overbevist om, at vi kan føre klubben tilbage i Superligaen, men også etablere AGF som en fast aktør i toppen af dansk fodbold. Derfor har jeg med stor glæde sagt ja tak til opgaven og ser frem til samarbejdet med de mange folk i og omkring klubben, siger Morten Wieghorst.

Den 43-årige træner har tidligere haft stor succes som træner i FC Nordsjælland og for det danske U21-landshold, før han tiltrådte som assistent under Michael Laudrup i Swansea. Den danske duo blev tidligere på året fyret i Wales.

Nu er den 43-årige træner så tilbage i cheftrænerrollen, når han i de kommende tre sæsoner vil stå i spidsen for AGF. Og det er med store forventninger:

- Det er stort med den modtagelse. Det har jeg ikke rigtig prøvet før. Jeg er rigtig glad for at være i AGF. Der har været en rigtig god dialog, siger 43-årige Morten Wieghorst, der på et pressemøde fortæller, hvad han mener, han kan bidrage med i klubben:

- Jeg kan ikke gøre det alene. Jeg er en person, som ser mig selv som samlende. Jeg vil gøre alt for at sætte det rette hold. Der skal arbejdes hårdt, for AGF har potentiale.

- Der bliver en hvid tråd i AGF. Vi har et klart mål om at få talenter ind. Det handler om at implementere den rette stil, og det vil tage tid, siger den nye træner for NordicBet liga-klubben.

I AGF overtager Wieghorst jobbet fra Jesper Fredberg, der i foråret vikarierede i rollen, efter at Peter Sørensen blev fyret efter blot en enkelt spillerunde i forårssæsonen.