Warner Brothers skrotter trailer efter biograf-massakre
Massakren under en midnatspremiere på Batman-filmen i Denver har fået filmselskabet Warner Brothers til helt at droppe en trailer på deres nye gangster-film.
Massakren under en midnatspremiere på Batman-filmen i Denver har fået filmselskabet Warner Brothers til helt at droppe en trailer på deres nye gangster-film.
Filmrullen begynder at rulle, mens lyset bliver dæmpet i biografsalen. Bag det hvide lærred stiller fire mænd sig side om side. Så begynder de at skyde.
Automatvåbnene laver store flænger i det tynde lærred, mens biografgængerne skriger. Mændene i lange frakker går igennem hullerne i lærredet og videre ind i salen, hvor de fortsætter med at skyde ind i menneskemængden.
Scenen er fra traileren for en ny gangsterfilm fra selskabet Warner Brothers, og hvis du synes, at den i lyset af skyderiet i Denver er upassende, så er du ikke den eneste, der har nået den konklusion.
Blot fem timer efter biografmassakren i den amerikanske stat Colorado, besluttede Warner Brothers nemlig at skrotte traileren og sende en helt anden trailer for filmen ud til biograferne. En trailer, hvor biografskyderiet ikke indgår.
Apple og YouTube har også fjernet den oprindelige trailer fra deres sider, efter Warner Brothers meddelte, at den blev trukket tilbage på grund af massedrabet i Denver.
Mindst 12 personer mistede livet, og op mod 55 blev såret under angrebet, hvoraf flere personer angiveligt fortsat er i kritisk tilstand. Den formodede gerningsmand 24-årige James Holmes blev anholdt på parkeringspladsen ved biografen, og politiet har efterfølgende fundet sprængstoffer i hans lejlighed.
Filmen med den kontroversielle scene hedder Gangster Squad og handler om politiets kamp imod gangstere i 1940ernes Los Angeles. På rollelisten er blandt andet Ryan Gosling og Sean Penn.