Det var formentlig et besøg, som værten helst havde været foruden, da den amerikanske hedgefond-milliardær Daniel Loeb i sidste uge landede sin privatjet i Tokyo, hvor han havde inviteret sig selv til møde hos topdirektøren for Sony Corporation, Kazou Hirai. Men når en af selskabets største aktionærer melder sin ankomst, så er der ikke andre muligheder end at stille den grønne te frem, bukke respektfuldt og byde den uindbudte gæst indenfor.
Det var – så vidt vides – de to mænds første møde, men det har ikke krævet særlig lang tid ved research-radaren for Kazou Hirai at pejle sig ind på, hvad der var på vej med jetstrømmen i en Gulfstream IV-SP.
Daniel Loeb er berømt og berygtet for sine højtråbende angreb på topdirektører og skarpe krav om markante ændringer i de selskaber, som han sætter sine milliarder i. Det foretrukne våben er åbne breve, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem: »Dine evner inden for ledelse er blandt de værste, vi er stødt på«, »dine resultater afslører årevis af værdi-nedbrydning og strategiske bommerter, og vi må betegne dig som en af de farligste og mest inkompetente topchefer i USA«, er bare nogle af de verbale kugler, Loeb har fyret af sted i fuld offentlighed, altid med en slet skjult fordømmelse af erhvervselitens dovenskab og indspisthed.
Som magasinet The New Yorker beskrev Loebs stil for nogle år siden: »Selvforherligende dyrkelse af egeninteresser pakket ind som moralsk opsang.«
Angrebene retter sig oftest mod nødlidende selskaber, hvor ledelsen forgæves har forsøgt at vende forretningen, som det er tilfældet med Sony Corporation, der i årevis har været plaget af tilbagevendende underskud. Ved sit besøg i Tokyo afslørede Loeb en aktiepost på 6,3 pct. i selskabet, og med sig i bagagen havde han da også krav til historiske omvæltninger i det japanske konglomerat, nedskrevet i et brev på fire A4-sider, som han afleverede personligt til Kazou Hirai.
Men mødet var mere end bare mødet mellem to forretningsfolk, en resultatorienteret aktionær og en presset direktør. Det var også et sammenstød mellem Wall Streets mest hårdkogte finanskapitalisme og japansk erhvervslivs dybe virksomhedskonservatisme, og det kan blive startskuddet til et opgør, hvor en ny type investorer, der ikke nødvendigvis spiller efter det japanske forretningslivs uskrevne regler, gør deres højlydte indtog i landet.
Det kunne lige så godt være en UFO fra det ydre rum som en hedgefond-milliardærs Gulfstream, der var landet i Tokyo. Daniel Loeb er et rumvæsen med sin åbenmundede stil i japansk forretningskultur, grøn hudfarve og tentakler ville have været mindre opsigtsvækkende. Her er rituel høflighed et adelsmærke, og erhvervsstrukturen er baseret på vidt forgrenede konglomerater, der breder sig over en lang række meget forskellige forretningsområder, bundet sammen i indviklede krydsejerskaber. Keiretsu hedder fænomenet, der er en videreudvikling af organisationsformen i landets gamle familiedynastier, hvor tætte uformelle bånd var med til at holde pengene og magten inden for dørene – og gæster som Daniel Loeb uden for.
Friskæring af en skjult juvel
Set i det historiske Keiretsu-lys er Loebs krav til Sony Corporation vidtgående: Konglomeratet skal splittes op. Med et samurai-hug skal elektronikproducenten Sony Electronics skilles fra underholdningsgrenen Sony Entertainment, for hvad har Hollywoodfilm som The Great Gatsby og pophits fra sangerinden Beyonce egentlig at gøre med fabrikation og salg af fladskærme, lydanlæg og spillekonsoler? Det handler om at fokusere forretningen for at kunne skabe værdi til aktionærerne. Som Loeb formulerede det i sit brev:
»Det kommer som en overraskelse for mange, at mens Sony er kendt for elektronik, så udgøres en stor del af selskabets nuværende værdi af en skjult juvel – Sonys underholdningsgren. Som mange andre konglomerater vi har investeret i tidligere, har Sony to stærke forretningsgrene med forskelligartede udfordringer. De står side om side, men overskygger sammen hinandens egentlige værdi.«
Loebs ellers larmende sprogbrug er dæmpet gevaldigt ned i brevet, der også indeholder høflighedsfraser og anerkendelse af ledelsen, men der ingen tvivl om, at alene offentligheden omkring kravene er ubehagelige nok i sig selv. Selv har Sony har været ordknappe om sagen, og blot i en skriftlig meddelelse konstateret, at Sony Entertainment »ikke er til salg«.
Men det kan være, at de skal vænne sig til det, japanerne, at folk som Daniel Loeb ankommer bevæbnet med store aktieposter og skarpe krav. Hvad byder man egentlig de uventede gæster? For gæster som Daniel Loeb har ikke tænkt sig at gå frivilligt igen tomhændede.
For ti år siden var det hensygnende japanske aktiemarked uinteressant for udenlandske investorer, men det har ændret sig på ganske kort tid. Knap 30 pct. af de japanske aktier ejes nu af investorer uden for landets grænser, den højeste andel nogensinde, og det seksdobbelte af niveauet i 1990erne. Samtidig er der lang kø ved indgangen til børsen i Solens Rige, der i en rundspørge blandt verdens institutionelle investorer foretaget af finanshuset Merrill Lynch bliver udpeget som det sted på kloden, hvor de store aktører helst vil øge deres aktiebeholdninger det kommende år.
Abeonomics
Investor-interessen begyndte allerede under den nyvalgte premierminister Shinzo Abes valgkampagne, hvor han lovede en ekspansiv økonomisk politik og en ny centralbankchef, der nok skulle være villig til at lade seddelpressen rulle i et helt andet tempo end tidligere.
Siden kollapset først i 1990erne under vægten af en gigantisk boble i ejendomspriser og aktiekurser, har japansk økonomi kørt i slæbesporet med trukket håndbremse og sneglet sig af sted med en årlig vækst på under 2 pct. Nu tyder noget på, at Shinzo Abe har held med at skabe økonomisk acceleration. Torsdag viste de seneste data en vækst på 3,5 pct. i årets første tre måneder.
Daniel Loeb henviser da også i sit brev direkte til den nye politiske linje som grunden til, at han tror på en gylden fremtid for et selskab som Sony. Han er dog ikke den eneste investor, der har fået det japanske guldstøv op under næsen og fulgt sporet mod øst. Nikkei-indekset er steget 70 pct. siden at valgsejren til Shinzo Abe begyndte at tegne sig i efteråret.
Ad pommern til med japanerne
Selvom Loeb gør sig umage med den høflige tone, så skal han næppe regne med at få sin vilje uden videre. Den selvomsluttende Keiretsu-organisationsform har længe været udpeget som et problem for japansk økonomi, og i løbet af de seneste 15 år har man fra politisk side forsøgt at få slået dørene op til virksomhederne med en række nye regler.
Alligevel viser studier, at de såkaldte aktivistiske investorer som Daniel Loeb – investorer, der køber sig ind i virksomheder og bruger deres ejerposition til at stille krav om grundlæggende forandringer – har haft svært ved at komme inden for døren. Forskere fra University of California og Kobe University har kortlagt 800 tilfælde af aktivistiske investorer mellem 1998 og 2009 – ingen af dem lykkedes med at skabe grundlæggende forandringer i selskaberne.
Den amerikanske storinvestor og virksomhedsjager T. Boone Pickens mødte som en af de første den ugennemtrængelige Keiretsu-mur, da han så tidligt som i 1989 forsøgte at trænge ind på livet af en underleverandør til Toyota. Trods en ejerandel på 26 pct. lykkedes det dem aldrig at få noget igennem, og han forlod rasende landet med en artikel i Washington Post med den sydende titel: »Ad Pommern til med Japansk erhvervsliv: Jeg gider ikke slås med et kartel.«
Når Daniel Loeb alligevel kan ende med succes, så skyldes det at Sony Corporation langt fra har fordums styrke, og at der er en stigende erkendelse i Japan for, at kulturen må ændres. Tidligere har man fra politisk side modarbejdet udenlandske investorers anmasende adfærd, men det kan være ved at ændre sig. I sit brev citerer Loeb landets finansminister Taro Aso for ordene:
»For mange japanske virksomheder har tidligere tiders succes ført til infleksibilitet og risikoaversion. Øget fokus på god selskabsledelse kan være nødvendig for at ændre deres måde, at lave forretninger på og skabe grobund for innovation.«
Daniel Loeb kan vise sig at være første skvulp i en investeringsbølge, der er vendt. I 1980erne talte hele verden – og ikke mindst USA – med bævende stemme om, hvordan den hastigt voksende japanske økonomi truede med at opsluge alle andre, og det blev set som en skrækindjagende symbolsk begivenhed da en af de største japanske Keiretsu, Mitsubishi, opkøbte selveste Rockerfeller Center i New York.
»Det seneste tilfælde, hvor japanere opkøber en vital del af det amerikanske landskab, fra Hollywood til Wall Street,« som New York Times skrev i 1989.
Det var sjovt nok også dengang, Sony Corporation købte det hæderkronede Hollywood-selskab Colombia Pictures, der i dag er en del af det Sony Entertainment, som den finanskapitalistiske hedgefondmilliardær fra Wall Street Daniel Loeb nu har set sig lun på.