MALAYSIA: Den vingedel, der onsdag blev fundet på øen Réunion i Det Indiske Ocean, stammer fra en Boeing 777. Det oplyser de malaysiske myndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er et nummer på det fundne vingestykke, der fastslår, at vragdelen kommer fra et fly magen til passagerflyet MH370, som forsvandt med 239 mennesker om bord 8. marts sidste år, da flyet var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.
Efter det tre meter lange vingestykket blev fundet onsdag, har eksperter i Frankrig de seneste dage undersøgt vragdelen nærmere. Allerede torsdag meldte Malaysias vicetransportminister, Abdul Aziz Kaprawi, ifølge Reuters ud, at vingedelen næsten med sikkerhed stammer fra en Boeing 777, og fredag er denne teori således blevet bekræftet.
Den australske efterforskningsleder, Martin Dolan, siger fredag til CNN, at han - selv om intet er sikkert endnu - bliver mere og mere overbevist om, at vragdelen tilhører det forsvundne MH370.
Hvis dette er tilfældet, vil vingestykket være det første fysiske bevis fra MH370, som kan være med til at klarlægge, hvad der skete med flyet, efter det forsvandt fra radaren for mere end et år siden.
Efter massiv efterforskning erklærede de malaysiske myndigheder i januar officielt alle personerne om bord for omkomne.