2015 bliver et godt år for de danske virksomheder.

Det vurderer 2.253 ledere fra den private sektor i en konjunkturundersøgelse lavet af brancheorganisationen Lederne i samarbejde med analysebureauet YouGov.

Her har 60 procent af lederne vurderet, at omsætningen i deres virksomhed vil stige i løbet af det første halve år af 2015, og 53 procent af lederne forventer et større overskud. 28 procent af dem kalkulerer med en uændret omsætning og 32 procent forventer et uændret overskud.

Også når det kommer til eksporten, har mange af lederne tiltro til det kommende år. Halvdelen af dem tror nemlig på, at virksomheden vil eksportere mere i første halvdel af 2015, mens 41 procent tror på uændret eksport.

Selv om tallene er positive, er de lavere end fra en lignende undersøgelse, der blev udgivet af Lederne i juni i år. Her svarede 65 procent af de 2.017 adspurgte, at de forventede stigende omsætning i sidste halvdel af 2014, og 54 procent af dem forventede stigende eksport.

Ledernes formand, Svend Askær, glæder sig over optimismen i den nye undersøgelse, men forstår godt, at den er lavere end i sidste undersøgelse:

»Det forventede opsving i 2014 har ikke haft helt det tempo og det omfang, mange havde regnet med, og jeg tror, at det i en vis grad påvirker ledernes vurdering af, hvad der er i vente i 2015. Men det er vigtigt at slå fast, at den nye konjunkturundersøgelse på ny giver al mulig god grund til optimisme og tro på vækst i dansk erhvervsliv, siger han.«

38 procent af lederne fra den nye undersøgelse tror på, at der vil blive brug for at hyre nye medarbejdere det næste halve år, hvilken kun er et procentpoint lavere end forventningerne i undersøgelsen fra juni.