Musikelskere kender kampen med at få placeret dyrt indkøbte højtalere perfekt i forhold til hinanden hjemme i dagligstuen, hvor der også skal være plads til hjørnesofaen og spisebordet.

At finde en løsning på problemet kræver avanceret viden om signalteori og den nyeste viden om, hvordan mennesker hører. Den viden findes blandt andet på Aalborg Universitet, og det er da også en yngre forsker fra den nordjyske universitetscampus, der har hjulpet Bang & Olufsen med at udvikle højtalere, der med hjælp af indbyggede mikrofoner selv finder ud af, hvordan de står i forhold til hinanden og tilpasser lyden.

Den nye løsning, som B&O nu overvejer at sætte i produktion, er det seneste af flere resultater af et intensivt forskningssamarbejde, Struer-virksomheden har opbygget med Aalborg Universitet det seneste årti.

Færre aftaler om forskningssamarbejde

Men mens det går forrygende med B&Os forskningssamarbejde med Aalborg Universitet, går det skidt for denne type samarbejder på landsplan, viser en ny opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Fra 2016 til 2017 er antallet af samarbejder mellem offentlige forskere og private virksomheder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet faldet fra 3.476 til 3.093. Det svarer til et fald på 11 pct.

Samtidig går det ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet tilbage på en række indikatorer for teknologioverførsel fra offentlige forskningsinstitutioner til det private.

Antallet af opfindelser i offentlige forskningsinstitutioner er faldet med 11 pct. i 2017. Det samme gælder antallet af patentansøgninger, som også faldt med 11 pct. fra 2016 til 2017 til 147 ansøgninger. Set over de seneste fem år, er antallet af patentansøgninger faldet med hele 25 pct.

Mindre men større samarbejder

»Det er meget bekymrende, at vi ser så markante fald fra 2016 til 2017. Vi har brug for at få hul på de her forskningssamarbejder, også for de mindre og mellemstore virksomheder. Og det tyder ikke på, at det sker,« siger Mette Fjord Sørensen, chef for forskning og videregående uddannelser, hos Dansk Industri.

Hun mener, at en del af forklaringen på udviklingen kan være, at investeringerne i forskning og udvikling bliver samlet på stadig færre virksomheder. 25 virksomheder står således i dag for 60 pct. af de samlede private investeringer i forskning og udvikling ifølge Dansk Industri. Men også nedskæringerne i bevillingerne tilbage til blandt andet Innovationsfonden, der finansierer forskningssamarbejder, i 2015-16 spiller en rolle, mener Dansk Industri.

Formand for Rektorkollegiet og rektor ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, Anders Bjarklev, mener også, at nedprioriteringen af dele af forskningen, især energiforskningen, samt tidligere års beskæring af Innovationsfonden, udgør en del af forklaringen.

»Når bevillingerne til forskningen falder med 500 til 600 mio. kr., så vil det slå igennem på det antal forskningssamarbejder, der bliver indgået. Det er noget af det, vi ser nu,« siger Anders Bjarklev.

Rektor: Vi er blevet mere professionelle

Samtidig mener rektorernes formand, at samarbejdet mellem universiteter og virksomheder bliver mere modent og professionelt. I stedet for mange små projekter samler samarbejdet sig i stigende grad omkring færre, men større projekter. På DTU, som er et af de universiteter, der har flest forskningssamarbejder, er antallet af samarbejder nok faldet, men volumen af samarbejdet, er vokset.

Det samme gør sig gældende, når det handler om faldet i antallet af opfindelser og antallet af patentansøgninger.

»Tidligere søgte vi patent, så snart vi stod med en god idé. I dag ser vi først på, om ideen rent faktisk har et kommercielt potentiale, og om de, der står bag ideen, har tid til at løfte den. Vi får ikke færre eller dårligere ideer, men vi er blevet mere professionelle i vores måde at behandle dem på,« siger Anders Bjarklev, der mener, at faldet i antallet af forskningssamarbejder nok især rammer små og mellemstore virksomheder, men at de har mulighed for at få adgang til ny offentlig viden via de teknologiske serviceinstitutter.

Teknologiske institutter: Underligt de ikke kommer til os

Danmark har syv godkendte teknologiske serviceinstitutter, GTS, herunder Teknologisk Institut, Force Technology og Bioneer. Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal fra GTS-institutternes performanceregnskab 2018 faldt institutternes omsætning blandt private virksomheder en smule i 2017, nemlig 2,5 pct. Men overordnet set har private virksomheders indkøb af ydelser hos GTS-institutterne været stort set uændret uanset virksomhedsstørrelse de seneste fem år.

Alligevel løfter GTS-foreningens direktør, Ragnar Heldt Nielsen, en advarende pegefinger.

»Det er underligt, at forskningssamarbejdet med offentlige forskningsinstitutioner falder, og at vores aktiviteter ikke stiger samtidig, når man tænker på den store fokus på ny teknologi, digitalisering og disruption. Vi oplever paradoksalt nok tværtimod, at virksomhederne bliver stadig mere tilbageholdende med at investere i ny teknologi. De små og mellemstore virksomheder er meget nervøse for at tage risici og kan have svært ved at overskue de mange nye teknologiske muligheder,« siger Ragnar Heldt Nielsen.

For nylig blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en reform af erhvervsfremmesystemet. Det betyder blandt andet, at innovationsmiljøerne bliver nedlagt, og at ordninger, der blandt andet har været brugt til at opsøge og informere mindre virksomheder om teknologioverførsel, bliver lukket og skal erstattes af en mere ensartet kontakt med erhvervsfremmesystemet.

Det er underligt, at forskningssamarbejdet med offentlige forskningsinstitutioner falder, og at vores aktiviteter ikke stiger samtidig, når man tænker på den store fokus på ny teknologi, digitalisering og disruption.

Ragnar Heldt Nielsen frygter, at især de små og mellemstore virksomheder kan blive tabt mellem universitetsmiljø, som er ramt af nedskæringer, og som koncentrerer sig om færre, men større projekter, og et erhvervsfremmesystem, der står midlertidigt i stampe, fordi det er under ombygning.

Forskningsminister kalder faldet for »lille«

Alle retter derfor blikket mod den nye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Tommy Ahlers vurderer i en skriftlig kommentar til Berlingske, at der er tale om »et lille fald i de opgjorte aktiviteter« i 2016-2017.

Han henviser til den styrkelse af indsatsen for vidensbaseret iværksætteri i Vækstfonden og Innovationsfonden, som er en del af den nye erhvervsfremmeaftale mellem regeringens og Dansk Folkeparti.

»Derudover er vi i gang med et eftersyn af tech-trans-området sammen med universiteterne, hvor vi bl.a. ser på, om der er barrierer for overførslen, som vi skal have fjernet. Og så ser jeg frem til, at en international ekspertgruppe giver os anbefalinger til, hvordan vi kan få endnu bedre videnbaseret innovation,« skriver Uddannelses- og Forskningsministeren.

Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri håber dog også på, Tommy Ahlers vil arbejde for direkte at øge investeringerne mere markant i offentlig forskning.

»Jeg håber, at den nye minister vil kæmpe for, at vi skal investere mere i forskning, særligt den tekniske og naturvidenskabelige forskning. I Danmark skal vi leve af vores innovationskraft. Det handler om, at vi skal turde investere i fremtiden og samtidig blive bedre til at målrettet og styre investeringerne derhen, hvor vi får størst mulig vækst i erhvervslivet« siger Mette Fjord Sørensen.

B&O samarbejder for at slå Google og Apple

I Struer fortsætter Bang & Olufsen ufortrødent sit samarbejde med Aalborg Universitet. Det er et samarbejde, der også har været med til at danne grundlaget for det nye Sound Hub Denmark i Struer.

»B&O har jo desværre haft røde tal på bundlinjen i en årrække, men trods krisen har vi alligevel valgt at investere kraftigt i forskning og udvikling og i forskningssamarbejder. Det har vi gjort, fordi en stærk innovationskraft er helt afgørende for at kunne blive konkurrencedygtig igen og kunne tage kampen op med store spillere, som Apple og Google,« siger Søren Bech, der i øvrigt er ansat som professor på Aalborg Universitet på deltid og henter 20 pct. af sin løn fra universitetet.