De store smil er fremme blandt lederne i landets virksomheder, idet de nu gør klar til at ansætte flere. Op mod halvdelen af lederne vurderer, at de i løbet af andet halvår vil ansætte nye medarbejdere. Det er primært kloge hoveder med en videregående uddannelse samt faglærte, som står i høj kurs. Spørgsmålet er så, hvor nemt det bliver for virksomhederne at få den arbejdskraft, de gerne vil have.
Det viser Ledernes nye konjunkturundersøgelse. Analyseinstituttet YouGov har for Lederne spurgt 1.881 ledere i private virksomheder. Af undersøgelsen fremgår det, at 46 pct. af lederne vurderer, at de vil ansætte nye medarbejdere i årets andet halvår. For et år siden var det tilsvarende tal 42 pct.