Selv om dansk økonomi er presset af forholdsvis lav vækst, er der alligevel risiko for flaskehalse om blot få år. Derfor må regeringen hurtigst muligt indkalde til forhandlinger om en ny vækstpakke, mener Socialdemokratiet – og det skal ske inden sommerferien.
Derudover skal der være tale om en vækstpakke, der sørger for, at virksomhederne via efteruddannelse og opkvalificering kan få den arbejdskraft, de har brug for, betoner Socialdemokratiet. Partiet anklager regeringen for at være alt for længe om at komme i gang, men den kritik afviser finansminister Kristian Jensen (V) pure.