Når den lille Farum-baserede delikatesseforretning Vores Marked, stiftet af Birgit Pichat, om ganske kort tid begynder at åbne flere butikker, bygger det på en strategiplan, som Charlotte Skjold Pedersen, finans- og strategichef hos MAN Diesel og Turbo, har været med inde over.

For nogle år siden besluttede hun sig for at gå bestyrelsesvejen oven på en karriere som økonom med erfaring fra bl.a. Post Danmark og DONG Energy. Men hun nåede også ret hurtigt til den erkendelse, at man ikke lige fra den ene dag til den anden springer ind på bestyrelsesposterne. Erfaring er påkrævet. Derfor meldte hun sig ind i netværket Kvinder i Bestyrelser, og det førte siden til posten som formand for advisory boardet hos Vores Marked.