Vi vil så gerne føle noget. Vi vil så gerne fornemme os selv. Vi vil så gerne mærke blodet rulle lidt vildere i vores tilkalkede årer i de kommunalgrå tilværelser, der fleste af os henslæber. Vi vil så gerne slippe for os selv. Eller hvad er det, den CBS-studerende Amira (Camilla Lau) siger i aftenens afsnit af serien »Herrens veje«, da hun påtager sig rollen som litterær agent, der opildner måske-kæresten Christian (Simon Spears) til at udgive en bestseller, hvor han både prædiker sin nyvundne buddhistiske åndelighed og vælter sin dominerende far ned fra piedestalen: »Folk er søgende. Rigtigt mange mennesker, ikke, de har lyst til at slippe alt det lort, der holder dem tilbage.«

Se bare, hvordan aftenens afsnit ender: med et hårdt og småliderligt bakkanal, en løssluppen påskefrokost, hvor præstegårdens ansatte kapper fortøjningerne, glemmer ansvaret og hengiver sig til våde varer, heksesabattisk ildløs og bar røv i præstegårdshaven. Ansporet af en mystisk, satanisk graver (Klaus T. Søndergaard), der dukker op som en anden slange i paradiset.

Bortset fra den hårdtpumpede slutning, lige i overkanten, klædte det i den grad DRs søndagsskole, at serien i aftenens afsnit kom tættere på netop denne søgen, de moderne danskeres forsøg på at glemme sig selv, hvilken hylde de nu end hiver løsningerne ned fra. Hvad enten det er den folkekirkelige gudstro, både for stramme forkyndere og slapper-formidlere, buddhistisk åndedrætsfrisættelse, feministisk roseplantning - find selv på mere. I det hele taget var det en velsignelse, at »Herrens veje« havde tonet sig lidt ned i de fleste scener og rent faktisk turde stille ind på trosaspektet og en mere tilbageholdt konfliktskildring. Flottest i Johannes’ (Lars Mikkelsen) prædiken Palmesøndag. Det var lige før, han kunne omvende selv en sten med sin henførte tale om at åbne sig ydmygt for Gud, få fred for sig selv og skrue ned for rastløsheden. Dramaturgisk snedigt også en slet skjult hilsen til præstekonen (Ann Eleonora Jørgensen) og hendes i øvrigt smukt skildrede lesbiske opvågnen.

Kapitlet havde i det hele taget i lange stræk slugt en lykkepille og dæmpet de bombastisk hysteriske Sturm und Drang-virkemidler, der skal indgyde den hverdagslige, småtrivielle familiekonflikt  glødende, henført passion. Apropos lykkepiller, så var de ved at tage både gudstroen og seksualiteten fra yngstesønnen August, der nu har byttet roller med sin opadstigende brormand. Morten Hee Andersen spiller hans depressive minusforretning  fremragende, mens det er sværere at interessere sig for Christians vej til moderne gurustatus foran en flok henførte statister. Og nu vi er ved lykke, så er munterhed ikke er noget, der præger DRs dramaafdeling, hverken her eller i nogle af de andre serier, »Herrens veje« ikke kan sige sig fri for at ligne.

Bedste replik: Johannes prædiker Palmesøndag: »Der er kun en Gud, og så længe stillingen ikke er opslået, så må vi nok affinde os med at være mennesker«.

Gæsteanmeldelse:

Mennesket er mere end det lort, vi slæber med os i rygsækken

★★★★★✩

Af Marie Høgh, sognepræst

Det kan da godt være, at Adam Price har skruet lidt vel meget op for charmen, da han i sjette afsnit af Herrens veje skildrer, hvor galt en personalefest i Folkekirken kan gå, når en diabolsk graver putter malurt og absint i snapsebægeret og frister selskabet til at drikke af det. Men nu er det nok ikke den første kirkefest, der er stukket af, og det er vel alment kendt, at Folkekirken i et vist omfang har tossetække. Og der er en mening med galskaben: Festen er langfredag, den dag hvor mørket har magten over menneskene, der i sidste scene står nøgne foran den brændende ild med en skyld, der er ligeså gammel som selve menneskeheden.

Price rører ved noget helt centralt nemlig syndsforståelsen, der afskiller kristendommen fra alle andre religioner. ”Folk er søgende”, siger Amira til Christian, der ligesom mange andre danskere finder ind i buddhismens åndlige selvudvikling og bliver så harmonisk, at han ikke er til at holde ud. Kroppen er buddhismens tempel, hvor Christian tilbeder sin egen indre fred, mens han trækker vejret rigtig og siger som en vred bi. Det er da klart, at man finder fred, når man ikke har noget med mennesker at gøre. For i buddhismen er blikket vendt indad mod dig selv. Enhver frelser sig selv, for skylden er ikke et eksistensforhold, men altid nogle andres som illustreres gennem Christians ynkelige faderopgør.

Men i kristen forstand er mennesket mere end det lort, vi slæber med os i rygsækken. Vi er Guds elskede skrøbelige skabninger, der er blevet givet et liv med andre mennesker. Et liv hvor vi bliver sønderrevet af  utroskab, svigt, løgn og alt det, vi plager hinanden med – men vi bærer selv skyld og et personligt ansvar, for at få livet til at hænge sammen. Derfor er vi søgende - vi længes efter at få fred med vores snavsede liv. Og det viser Price fornemt, da Johannes prædiker menighed og biskop ned af kirkebænken og hustruen blød i knæene Palmesøndag, da Jesus holder indtog og skænker Guds fred og tilgivelse med alt det døde, vi bærer i vores hjerter.

 

 

 

»Herrens veje«. Afsnit 6. DR 1, søndag kl. 20. Kan streames på dr.dk.