Jeg har netop været på ferie i Israel. En vidunderlig tur. Rigdommen af kanoniske byer, helligdomme og monumenter var i sig selv (næsten!) nok til at stille min konservative tørst efter at være tæt på vores historie.

Men så var der også naturen. Jordandalens oliventræsbevoksede høje og palmebeplantede dale, Det Døde Havs månelignende saltformationer, Negevørkenens tørre skønhed og strandenes middelhavsbrisende friskhed. Og der var maden; israelsk, yemenitisk, irakisk, fransk, i én skøn pærevælling. Ikke mindst i Jerusalem, men bedst i Tel Aviv. Her fik jeg det absolut stærkeste kulturindtryk fra hele turen: israelernes livsvilje. Den glade energi, midt i den permanente trussel på livet, blandt byens indbyggere.