Ledigheden er på vej ned i hele landet. Men med undtagelse af Læsø og Bornholm er ledigheden i dag stadig højere i alle landets kommuner, end den var tilbage i 2008.
Dengang var ledigheden i gennemsnit for hele landet på 2,5 procent. På nuværende tidspunkt er den kommet ned på 4,3 procent.
Det viser beregninger, som 3F har lavet på baggrund af de seneste tal for ledigheden fra Danmarks Statistik. Det er tal for maj, og den måned viste en mindre stigning i ledigheden i forhold til måneden før.
I København og Aarhus er ledigheden kommet ned på henholdsvis 5,2 pct. og 4,5 pct. Det er 0,9 procentpoint og to procentpoint mere end i 2008.
Cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen mener ikke, at vi skal være nervøse for mangel på arbejdskraft de kommende år.
»Arbejdsløsheden kan sagtens komme længere ned, men den største bidragsyder til beskæftigelsen, når vi ser fremad, forventes at være en udvidelse af arbejdsstyrken. Vi ser ingen risiko for mangel på hænder, men der kan være en udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, hvis ikke der sættes turbo på efteruddannelse, praktikpladser til unge og flere generelt får en faglært uddannelse,« siger Frederik I. Pedersen.
I tallene fra 3F kan man se, at det er i kommunerne Fanø, Brøndby og Odsherred, at arbejdsløsheden er faldet mest. Blandt de større byer er det Odense, som har oplevet den største nedgang i ledigheden.
På arbejdsgiversiden ser både Dansk Byggeri, Dansk Industri og Dansk Erhverv meget gerne, at der kommer flere reformer, som skal få danskerne til at arbejde mere.
»Vi får aldrig en ledighed på nul procent. Vi skal ikke have den ned på tre procent, som vi tidligere har haft og helst hellere ikke under fire procent. Det vil give nogle bivirkninger i den danske økonomi,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian.
Cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg fremhæver, at en del af spørgsmålet om mangel på arbejdskraft handler om, at virksomhederne skal vænne sig til, at det ikke længere er »købers marked«, når de søger efter nye medarbejdere. Der er simpelthen færre ansøgninger til de enkelte job.
