Regeringen bør lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft, der kommer til Danmark, og samtidig overveje, om der er nogle af statens egne bygge- og anlægsprojekter, der kan udskydes.
Sådan lyder anbefalingen fra Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit, efter at tal fra Danmarks Statistik i fredags viste, at byggebeskæftigelsen steg med 3000 personer i fjerde kvartal, så byggebeskæftigelsen nu er på sit højeste niveau siden 2010.
»Risikoen her i 2018 er, at opsvinget i byggesektoren bliver så kraftigt, at det fører til en mere udbredt mangel på arbejdskraft. Det er en fare, man skal tage alvorligt, da en udbredt mangel på arbejdskraft kan føre til en usund acceleration i lønningerne, der kan sprede sig til resten af økonomien og dermed skade konkurrenceevnen og eksportmulighederne,« skriver Tore Stramer i en kommentar.
»Der er da også al mulig grund til at holde et vågent øje med byggebranchen. I øjeblikket melder ca. 30 procent af virksomhederne i byggebranchen om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det er ikke i sig selv et alarmerende niveau. Men en mere kritisk mangel på arbejdskraft kan komme hurtigt, hvis udbuddet af arbejdskraft ikke formår at holde trit med den stigende efterspørgsel,« uddyber han.
Men byggebeskæftigelsen over de seneste år er steget, har Dansk Byggeri hidtil hæftet sig ved, at branchen faktisk har formået at ansætte mange af dem, der tidligere var på kanten af arbejdsmarkedet, således at lønpresset var beskedent.
Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, er da heller ikke enig med sin kollega fra Nykredit i, at tiden nu er kommet til at staten skruer ned for sine infrastrukturprojekter. Derimod ærgrer han sig over, at der ikke er flere reformer af arbejdsmarkedet under opsejling, og han ser også gerne, at der bliver bedre muligheder for at hyre udenlandsk arbejdskraft.
»Vi har nok antennerne lidt mere ude i forhold til faremomenterne. Inden for det seneste halve år er der helt klart sket nogle ret markante ændringer i udfordringen med at rekruttere arbejdskraft. Blandt andet har der været flere forgæves rekrutteringer, især i bygge- og anlægsbranchen. Så i henseende til overophedning er vi ved at bevæge os fra det grønne til det gule felt. Men stadig er budskabet, at det er en mere positiv udfordring, end hvis der ikke var noget lave, og at vi har en ret moderat lønudvikling,« siger Bo Sandberg.