Om få år vil mennesker have udledt lige så meget CO2 i dette århundrede, som vi udledte i hele det forrige.

Det har naturligvis den konsekvens, at atmosfærens indhold af drivhusgassen er steget støt, ja i virkeligheden eksponentielt. Det forstærker drivhuseffekten og dermed den opvarmning, der sker i den nedre del af atmosfæren og i havene – har forskere vidst i langt over 100 år.

Det helt fundamentale spørgsmål er bare: Hvor stor bliver opvarmningen på den baggrund?

I klimavidenskaben – og blandt politikere og almindelige borgere – findes der næppe et mere afgørende spørgsmål at få et rimeligt præcist svar på. For der er pokkers til forskel på en verden anno 2100, der er halvanden grad varmere, end den var ved indgangen til industrialderen, og så en verden, der er tre eller fire grader varmere.

Det er forskellen mellem et klima, vi så nogenlunde kan tilpasse os, og så et klima, der vil gøre voksende dele af kloden helt eller delvist ubeboelige og dermed igangsætte masse-emigration.

I klimaforskningen opererer man i den forbindelse med et nøglebegreb, der hedder »klimafølsomhed«. Det dækker over, hvor meget den globale middeltemperatur vil stige som konsekvens af en fordobling af atmosfærens CO2-koncentration.

I de senere år er temperaturspændet og dermed usikkerheden desværre vokset. I sin seneste store rapport fra 2013 skriver FNs klimapanel IPCC således, at ved en CO2-fordobling ventes temperaturen at stige mellem 1,5 og 4,5 grader.

Det vil sige til et sted mellem »håndterbart« og »dybt alarmerende«.

Men ind fra venstre er strøget et nyt og ganske opsigtsvækkende forskningsresultat, der peger på, at vi nu kan indsnævre den enorme usikkerhed.

Ifølge studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature og udført af forskere på universitetet i Exeter i England, ligger klimaets følsomhed et sted mellem 2,2 og 3,4 grader celsius.

Står det til troende, kan vi i nogen grad ånde lettet op:

De foruroligende forudsigelser, hvor en fordobling af CO2 kan medføre decideret apokalyptiske tilstande på kloden, ser ikke ud til at blive virkelighed.

Omvendt synes studiet i samme åndedrag stort set at eliminere sandsynligheden for, at vi kan »nøjes med« relativt håndterbare temperaturstigninger på mellem 1,5 og 2,0 grader. Vi lander sandsynligvis et sted midt imellem.

Men hvornår når vi så frem til den bekymrende milepæl – en fordobling af CO2 i atmosfæren?

I flere tusind år frem til industrialderens begyndelse i 1800-tallet var der omkring eller lidt under 280 CO2-molekyler pr. million molekyler i luften, viser analyser af iskerner i Grønland og Antarktis. I dag ligger værdien på omkring 406 ppm (parts per million).

Det vil sige, at vi aktuelt er nået knap halvvejs mod de 560, der vil betegne en CO2-fordobling, og i samme periode er den globale middeltemperatur steget med lige omkring én grad celsius.

Hvordan koncentrationen vil udvikle sig i årtierne fremover, er dybt afhængig af de enkelte nationers fremtidige klima- og energipolitik og af den teknologiske, økonomiske og befolkningsmæssige udvikling.

Men det er værd at notere sig, at atmosfærens CO2-koncentration i 2016 tog et større hop, end nogensinde tidligere målt – fra 400 til 403 ppm.

Hvis vi på den baggrund forestiller os, at klodens udledninger holder sig på samme høje niveau i de kommende årtier, vil vi ramme CO-fordoblingen om ca. 51 år, det vil sige omkring 2069.

Holder det stik, burde vi altså på samme tidspunkt befinde os i en verden, der er et sted mellem 2,2 og 3,4 grader varmere, end den var i midten af 1800-tallet. Eller et sted mellem godt én og knap 2,5 grader varmere end i dag, hvis ellers de britiske klimaforskere har ret i deres analyse.

En sådan verden er ikke ønskværdig. Det har vi klodens nationers ord for, for på det historiske klimatopmøde i Paris i 2015 blev verdens lande enige om, at temperaturstigningen i resten af århundredet (i forhold til industrialderens begyndelse) bør begrænse sig til maksimalt 2,0 grader og helst bør holde sig under 1,5.

Næsten alt peger således på, at vi kan smide en hvid ispind efter den ambitiøse sikkerhedsgrænse på 1,5 grader. Det fremgår tilmed af et lækket udkast til en kommende og længe ventet IPCC-rapport om netop halvanden graders-målet.

Ifølge udkastet er der »en meget høj risiko« for, at den globale opvarmning »vil overstige 1,5 grader«, skriver nyhedsbureauet Reuters, der har set rapport-kladden.

Bureauet kan også berette, at hvis klodens nationer skal nå det nedre og »sikre« temperaturmål, kan man blive nødt til at suge mere CO2 ud af atmosfæren, end man udleder. Det vil sige ved anvendelse af storskala-teknologi, som i dag stort set kun findes på tegnebrættet.

Ja, hvis den nuværende udledningsrate fortsætter, vil atmosfærens indhold af drivhusgasser allerede om 12 til 16 år være så høj, at en temperaturstigning på 1,5 grader synes uundgåelig, skriver Reuters og understreger, at rapporten fortsat kan undergå ændringer, før den endelige og officielle version udkommer til oktober.

Men under alle omstændigheder har vi sat kursen mod et oprørt klimafarvand, som den menneskelige civilisation aldrig har navigeret i før. Vi har som art ingen erfaring med det, der er i vente.