Sidste sommer fløj jeg til Tokyo og retur via Moskva.

I den forbindelse var det russiske luftfartsselskab Aeroflot venlig at oplyse mig om, hvor meget CO2 jeg personligt var ansvarlig for at udlede på rejsen.

Svaret var ikke opløftende: 1.623,66 kg – i øvrigt sjovt nok fordelt på godt 700 kilo på udvejen og 900 kilo på hjemvejen, fordi man på udturen drager fordel af at flyve i kraftig medvind med den polare jetstrøm.

Mængden svarer nogenlunde til en fjerdedel af en gennemsnitsdanskers årlige CO2-udledning. Blot på en enkelt interkontinental returflyvning. Havde jeg i stedet fløjet til New York, ville der have stået et plus på omkring et ton i mit CO2-regnskab.

Internationale flyrejser tæller imidlertid ikke med i de enkelte landes CO2-opgørelser. Kun indenrigsflyvninger gør. Det vil sige, at jeg – og alle andre mennesker på kloden – må lægge emissionerne fra flyrejser over landegrænser oven i for at få et sandfærdigt billede af CO2-aftrykket.

Det bør vi ofre mere end en henkastet tanke her i denne tid, hvor vi på den nordlige halvkugle sætter os til rette i det ene fly efter det andet for med 800 km/t at drage på ferie.

Nøjagtig det samme gælder skibsfarten, der yderligere miljøbelaster kloden ved at udlede enorme mængder sundhedsskadelige småpartikler fra den bunkerolie, de fyrer af.

Tilsammen er luft- og skibsfarten aktuelt ansvarlig for omkring fem procent af alle menneskeskabte drivhusgasudledninger i verden, og i modsætning til i de fleste andre sektorer er mængden støt stigende. Flere og flere mennesker, ikke mindst i de fremstormende økonomier i Asien, er begyndt at have tilstrækkelige midler på kontoen til en flyvetur.

Samtidig er skibstrafikken jævnt stigende som følgende af en voksende og stadigt mere storforbrugende verdensbefolkning, der efterspørger råvarer og produkter fra lande langt borte.

Det kan alt sammen få den konsekvens, at vores skibe og fly i 2050, altså om bare 33 år, kan være ansvarlige for op mod 40 procent af samtlige udledninger på kloden, lyder det i en rapport fra Europa-Parlamentet.

Når andelen kan blive så høj, skyldes det ikke udelukkende en stærk forventning om vedvarende vækst i fly- og skibstransport. Det skyldes også en kraftig forventning om, at vores CO2-udledninger vil falde drastisk på en lang række andre områder, herunder landtransport, opvarmning og strøm til vores huse.

Ganske enkelt fordi vores samfund vil blive mere og mere elektrificeret med energi fra vedvarende energikilder. Fly og skibe ventes altså at komme til at æde mere af en stadigt mindre kage.

Foreløbig er kun små hobby-dronefly elektriske, og bare ganske få rederier med korte overfarter – eksempelvis Helsingør-Helsingborg-færgen – er begyndt at eksperimentere med batteridrevne færger.

Måske skal du på krydstogt her i sommer. Nu bør man jo ikke spolere den gode feriestemning, men før man nede i kahytten veltilfreds trækker dynen hen over kroppen til lyden af skibets sagte motordunken, bør man nok være bevidst om en kendsgerning som denne:

Et stort krydstogtskib som det 317 meter lange og 17 etager høje »Celebrity Eclipse«, der i disse dage sejler rundt i Østersøen med anløb i bl.a. København, tilbagelægger en distance på lige omkring 4,5 meter på en liter bunkerolie, svarende til 4,5 kilometer på 1.000 liter.

Det vil sige, at alene på den sidste korte indsejling til Krydstogtterminalen i den danske hovedstad, fyrer skibet nogenlunde lige så meget brændstof af som en dansk gennemsnitsbil gør på et års tid.

Nu kan »Celebrity Eclipse« ganske vist transportere næsten 3.000 passagerer og næsten lige så mange besætningsmedlemmer. Men alligevel.

Læg dertil den ret massive forurening med sundhedsfarlige svovlpartikler og vi ender med en rejseform, der er alt andet end bæredygtig, og som i lighed med luftfarten ikke er direkte omfattet af Paris-klimaaftalens krav om CO2-reduktioner i fremtiden.

Heldigvis er der en række tiltag i gang. Den Internationale luftfartsorganisation ICAO besluttede i fjor, at udledningerne fra fly i 2035 skal være reduceret til samme niveau som i 2020. Det indebærer, at al udledning over niveauet i 2020 skal modsvares af en tilsvarende drivhusgas-reduktion, f.eks. med plantning af træer, der optager CO2 under væksten.

Aftalen er imidlertid frivillig frem til 2027 og anses af miljøorganisationer som et uambitiøst kompromis, der ikke harmonerer med Parisaftalens ambitioner om at holde den globale temperaturstigning under to grader.

En lignende kritik lyder der af skibsfarten. I disse dage holder FNs maritime organisation IMO møde for at diskutere, hvordan man reducerer såvel miljø- som klimabelastningen. Noget kommer uundgåeligt til at ske i årene fremover, herunder krav om mindre svovl i bunkerolie og en målsætning om CO2-reduktion fra skibe.

Men det bliver næppe tilstrækkeligt i forhold til at komme i globalt klimamål.

God ferie!