Hotelværelserne på Hotel Hillerød er sparsomt, men funktionelt indrettet. Her er eget toilet og dobbeltseng, skabsplads, sofa og tekøkken. Alt hvad man umiddelbart har brug for, når man som enlig flygtning kommer til Danmark for at begynde et nyt liv.
Men selv om der ikke er en finger at sætte på indretningen, selv om der ikke er tremmer for vinduerne, og selv om man kan bevæge sig frit omkring, så sammenligner syriske Rasheed Mustafa Bayyour alligevel sit hotelophold med at være i en form for luksuriøst fængsel.
»Det havde været fint at bo på hotel i en uge, hvis man var ude at rejse. Men vi er ikke bare på ferie. Vi vil gerne bo her i Danmark. Have et job og skabe et liv. Det kan vi ikke, så længe vi bor her,« siger han:»Vi er begrænset af alle hotellets regler. Det er ikke ligesom at have sit eget hjem. Min søn, der bor i Malmø, kan for eksempel ikke sove hos mig, hvis han kommer på besøg, for så skal vi betale for et ekstra værelse.«
Den 58-årige syrer er flygtet fra byen Aleppo, og i de seneste syv måneder har Danmark været hans hjem. I fem af de syv måneder har han boet på Hotel Hillerød, fordi Hillerød ligesom mange andre af landets kommuner har mere end svært ved at finde permanente boliger til det store antal flygtninge, der i år har søgt asyl og fået opholdstilladelse i Danmark.
Der bor i øjeblikket omkring 30 flygtninge på hotellet, og de er medvirkende årsag til, at Hillerød Kommune i december forventer at skulle betale en hotelregning på omkring 800.000 kr. Der er flest syrere, men også somaliere og armeniere er en del af flygtningegruppen. De danske hotelgæster er derimod en mangelvare, og det bremser flygtningenes mulighed for hurtigst muligt at integrere sig, vurderer Rasheed Mustafa Bayyour.
»Vi snakker ikke med danskere, for de er her ikke. Så jeg lærer dansk i skolen, men når jeg kommer herhen på hotellet, så glemmer jeg alt, hvad jeg har lært,« siger han.
Forstår godt kommunens problem
Da Berlingske møder Rasheed Mustafa Bayyour, får han en kop kaffe hos en af sine syriske landsmænd, 41-årige Ismael Ismael, der også er bosat på hotellet. Der er også to andre syriske mænd, M og S, til stede. De er politiske flygtninge og ønsker ikke deres navne i avisen af frygt for hvilke konsekvenser, det kan have for de af deres familiemedlemmer, der stadig bor i Syrien.
De fire flygtninge er enige om, at de gerne hurtigst muligt vil have en lejlighed eller et hus. Samtidig fortæller Rasheed Mustafa Bayyour, at han drømmer om en dag at få et job på Hillerød Hospital.
»Jeg er uddannet ortopædkirurg. Jeg vil gerne blive her i byen, fordi den er lidt mindre end København, men stadig har et hospital. Det er bedre for mig end at bo i hovedstaden,« fortæller han.
Men han forstår godt, hvorfor kommunen lige nu ikke kan finde boliger til den store flygtningegruppe. Og Rasheed Mustafa Bayyour understreger også, at opholdet på hotellet ikke er hundrede procent jammerdal.
»De behandler os rigtig godt her. Det er jo ikke deres skyld. Og vi forstår godt, at kommunen er presset, men vi håber virkelig, de arbejder hårdt på at finde et hjem til os. I længden er det ikke rart at bo på den her måde,« siger han, mens M, lige inden Berlingske kører fra hotellets parkeringsplads, kommer løbende for at tilføje:
»Men jeg vil gerne sige mange tak til både den danske regering og det danske folk for at tage mig ind. Vil du ikke love mig, at du skriver, hvor taknemmelig jeg er?«