Danskerne vil have mere velfærd, men vi arbejder stadig mindre for at skaffe skattekroner til velfærden. Efter finanskrisen er danskernes årlige gennemsnitlige arbejdstid dykket med 30 timer. Det svarer til en god halv time om ugen pr. beskæftiget dansker.
Danskerne arbejder i gennemsnit en del mindre end de 37 timer, som arbejdsugen er for rigtig mange. Det skyldes ifølge eksperter, at mange nye job efter finanskrisen kun er på deltid. Det trækker den gennemsnitlige arbejdstid for alle danskere ned.
