Vestens angreb på Assad er overstået: Men vi har stadig ingen indflydelse på krigen i Syrien

Med flag i hånden dansede syrere gennem Damaskus’ gader lørdag.

De glædede sig over, at hverken de eller deres præsident nogen større skade havde lidt i Vestens angreb mod Assad. Faktisk tværtimod.

Angrebet, som Donald Trump selv har kaldt for en »enorm succes«, har snarere fået lov til at udstille Vestens magtesløshed i Syrien - og Assads styrke. Nu, hvor det er overstået, kan vestlige regeringer vende tilbage til ingen større rolle at spille i krigens fremtidige udvikling.

Det vurderer Helle Malmvig, seniorforsker og mellemøstekspert hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Angrebet kommer ikke til at have nogen indflydelse i forhold til krigens gang. Det hverken støtter og hjælper oprørsgrupper eller stækker Iran og Ruslands indflydelse. Og det ved både Vestens regering og danske politikere også godt,« siger hun til Berlingske.

Med over 100 krydsermissiler angreb USA, Storbritannien og Frankrig natten til lørdag tre mål, der kunne knyttes til Assads kemiske våbenprogram. Rusland var på forhånd advaret, ifølge Frankrigs forsvarsminister. Ingen mistede livet, og efter alt at dømme har Syrien stadig mulighed for at udvikle og bruge kemiske våben i fremtiden.

På en pressekonference i Pentagon søndag lød det fra en talsperson, at det ikke var umuligt for Assad at bruge kemiske våben igen, men at præsidenten formentlig ville »tænke sig længe og grundigt om,« inden han gør det.

Søndag har Assads regime imidlertid genoptaget kampen mod landets oprørsgrupper.

»Det eneste, Vesten ville, var at trække den her røde linje over for brug af kemiske våben. Og selv der er jeg ret skeptisk over for, hvilken effekt angrebet får,« siger Helle Malmvig.

Siden Trump udførte et lignende angreb mod en af Assads baser i fjor, er mellem fire og 10 giftgasangreb blev dokumenteret i krigen, forklarer hun. Det første fandt sted allerede 29. april.

Weekendens forløb er symptomatisk for den rolle, USA har fået i Syrien. Mens Iran og Rusland har vundet stor indflydelse ved at stå på Assad-regimets side i de mange sejre over landets oprørsgrupper, er Donald Trump og Vesten blevet kørt ud på et sidespor i takt med, at Islamisk Stat er blevet kæmpet tilbage.

I stedet for at diskutere, hvorvidt Assad skal straffes eller ej, mener Helle Malmvig, at USA og Vesten burde beslutte sig for, hvordan deres strategi i fremtiden bør se ud i Syrien, hvis de vil have indflydelse på krigens resultat. Lige nu virker det ikke som om, at USA overhovedet har en strategi, bemærker hun.

Ny strategi

USA’s tidligere udenrigsminister, Rex Tillerson, fremlagde en ny Syrien-strategi i januar. Den detaljerede blandt andet, hvordan amerikanske troppers engagement skulle blive i den nordøstlige del af Syrien på ubestemt tid - både for at stække Irans indflydelse, beskytte sine allierede kurdiske grupper og hindre en ny Islamisk Stat-lignende milits fra at opstå.

Men Tillerson er siden da blevet fyret af præsidenten, som kort efter selv annoncerede på et pressemøde, at de amerikanske soldater skulle hives hjem »meget snart«.

»Det skaber selvfølgelig enormt meget usikkerhed for USAs allierede, at man ikke kender deres strategi. Det gælder især kurderne, som er rigtigt bange for, hvad der sker, hvis USA trækker sig ud,« siger Helle Malmvig.

Også Hassan Hassan, der er analytiker ved den internationale tænketank Atlantic Council, mener, at Trump bør ændre sin strategi i Syrien, hvis han atter vil have reel indflydelse i krigen. Og vil han have Assad afsat er det faktisk et godt tidspunkt at presse på for det nu, mener han.

I et indlæg hos The National skriver Hassan Hassan, at USA i stedet for at ramme Assad med begrænsede straffeaktioner må presse på for politisk forandring i regimet. Med mere end halvdelen af landet tilbage under regimets kontrol, er den syriske regering i dag så stærk, at den ville kunne overleve uden Assad ved roret; og dét er muligvis, hvad der skal til for at få alle parter til at lægge våbnene, mener han:

»Mens han (Assad, red.) før var et symbol for den gamle orden og derfor uundværlig i regimetilhængernes øjne, er det hans overlevelse, der motiverer hans modstandere til på ubestemt tid at kæmpe imod regimet,« skriver Hassan Hassan i The National.

Men det ser Helle Malmvig ikke som en mulighed. For mens USA har stillet sig i baggrunden i krigen i Syrien, har Rusland, Iran og de militser, der kæmper for sidstnævnte, opnået stor indflydelse både i regeringsapparatet og lokalt i befolkningen. Hvis nogen får lov til at føre kampagne for Assads tilbagetrædelse, bliver det dem, mener hun:

»Iran, Tyrkiet og Rusland kan på et tidspunkt godt nå frem til et kompromis, som kan involvere, at Assad udskiftes med en anden. Men så længe Rusland og Iran ser ham som en, der varetager deres interesser, tror jeg ikke, de er interesseret i at udskifte ham,« siger hun.