Kufferten har stået færdigpakket på gulvet foran sengen i dagevis. Hele Muhammeds værelse er pakket ned, men han aner stadig ikke, hvornår han kan forlade Beirut og tage bussen til Syrien for at besøge sin familie.

Hans fjernsyn har været tændt siden torsdag. Over skærmen ruller Donald Trumps tweets igen og igen oversat til arabisk. Siden USAs præsident annoncerede på Twitter, at han ville sende nye og »smarte« missiler mod regimekontrollerede områder i Syrien, har Muhammed sat sine planer på pause. I Muhammeds hjemby Latakia ligger nemlig en russisk-kontrolleret base, som han frygter, at USA vil sende sine missiler imod.

Han er en af de mere end 1,5 mio. syrere, der opholder sig i Libanon efter at være flygtet fra den nu syv år lange krig i deres hjemland. I Beirut har Berlingske de seneste dage talt med tre syrere om, hvordan Trumps missiltrusler - der tidligt lørdag morgen blev til virkelighed - påvirker deres liv.

»For en uge siden troede jeg, at krigen snart ville være ovre. Nu er der ingen, der ved, hvad der kommer til at ske. Men luftangreb er ikke løsningen. Luftangreb rammer ikke regimet; de rammer civile ligesom mig og min familie,« siger 28-årige Muhammed, som i artiklen optræder under et andet navn, da han ellers frygter for sin sikkerhed, når han skal ind og ud af Syrien.

Hjemme i Syrien var Muhammed civilingeniør, men i Libanon er det umuligt for ham at få en arbejdstilladelse inden for sit erhverv. Siden sommer har han fået det ene afslag efter det andet, selv på frivilligt arbejde, fortæller han. Men for et par uger siden blev han tilbudt et job i Dubai, hvor hans kæreste har boet, siden de begge forlod Syrien.

Inden han kan komme dertil, må han over Latakia og ordne de dokumenter, der skal sikre ham arbejdstilladelsen i De Forenede Arabiske Emirater, forklarer han. Derfor ramte Trumps trusler ham også som en hammer. Krigen er langt fra færdig med at gribe ind i hans liv:

»Jeg vil bare gerne leve et rigtigt liv. Jeg vil gå på arbejde om morgenen, og i weekenden vil jeg gå til fester. Jeg vil være en normal person. Men de har taget alt det fra os. Ethvert land, der har blandet sig i den her konflikt, har taget vores drømme fra os.«

Natten til lørdag - to dage efter, at Berlingske talte med Muhammed - udførte USA, Frankrig og Storbritannien et angreb mod en række mål i Syrien, hvor regimet ifølge USAs forsvarsminister James Mattis tester og opbevarer kemiske våben. Angrebet skal fungere som en nok-er-nok besked til Bashar al-Assad, som flere vestlige regeringer beskylder for at stå bag et kemisk angreb i den syriske by Douma.

Fra Rusland lyder det imidlertid, at ingen russiske mål blev ramt i angrebet, selv om Trump inden angrebet gjorde det klart, at missilerne også blev sendt som et signal til Rusland - som Trump beskylder for at være medansvarlig for giftgasangrebet i kraft af landets alliance med Assad.

»Det ér en ny kold krig, vi ser i Syrien. Det har i virkeligheden ikke noget med Syrien at gøre, og slet ikke os syrere,« siger den 33-årige syrer Fahd, som kom til Beirut i 2013.

Han hjælper i dag internationale NGOer med at få kontakter i Syrien. I Damaskus var han en del af det, han kalder et »oplyst civilsamfund«: En gruppe af mennesker, der advokerede for frie valg, mindre overvågning og en ny forfatning.

Han ønsker Assad fjernet fra magten, men et kommende missilangreb vil kun gøre Assad stærkere, siger Fahd, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort, da det kan komplicere hans arbejde.

»Assad kan med rette fortælle en historie, der handler om, hvordan Vesten forsøger at destabilisere Syrien, og at kun han kan skabe stabilitet. Det tror folket på,« mener Fahd.

»Vil USAs bomber skabe fred i Syrien? Nej. Vil de få Assad til at stoppe mordene på sin egen befolkning? Nej. Så hvilken forskel gør det?«

På genbrugsstationen »Recycle Beirut« lidt uden for hovedstaden arbejder omtrent 15 syriske flygtninge med at indsamle og sortere affald.

25-årige Ahmed har arbejdet her, siden han i 2013 flygtede ud af Damaskus-forstaden Yarmouk, da den islamiske gruppe Jabhat al-Nusra overtog området. Han støtter Assad, da han frygter, at islamiske grupper ellers vil overtage Syrien, siger han.

Ahmed ryster på hovedet over Trumps missiler.

»Manden er jo skør,« siger Ahmed, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort, da han vil undgå, at hans mor, som er flygtet til Tyskland eller hans søster, som er i Egypten, kommer i problemer med syrere, som er politisk uenige.

Alligevel har missiltruslerne gjort ham nervøs. For 45 dage siden er han blevet far for første gang, fortæller han. Og nu er han blevet bange for, at krigen kan eskalere og udvikle sig til en regional konflikt, der involverer en krig mellem Israel og den Iran-støttede milits Hizbollah, som har hjemme i Libanon, men har involveret sig i krigen i Syrien og kæmper på Assads side.

»Jeg plejede ikke at være bange for, at krigen skulle komme hertil. Men det har jeg været i 45 dage nu. Jeg vil jo bare have, at min søn kan vokse op i sikkerhed,« siger Ahmed.

Ahmed, Fadh og Muhammed ønsker alle at vende tilbage tilbage til Syrien. Men ingen af dem kan ser det ske i løbet af den nærmeste fremtid.

»Ingen ønsker krigen. Ingen. Men der må være andre måder at løse problemerne med regimet på end at affyre missiler mod Assad. For i sidste ende er det os, det går udover,« siger Muhammed.