Vestas pompøse hovedkvarter lidt uden for Aarhus signalerer ikke ligefrem krise, men ude på Vestas 28 fabrikker er billedet helt anderledes. Her har Vestas i et stykke tid kæmpet med at smidiggøre produktionen, så selskabet kan tilpasse sig de kommende års skiftende markedsforhold. »Det er ikke det bedste tidspunkt nu. Det er del af vores udfordring med at finde den rigtige partner, som vil betale den rigtige pris,« siger driftsdirektøren, der lægger op til, at eventuel køber kan regne med at få stillet sikkerhed for varesalgt af Vestas. »Det er vigtigt for en underleverandør at vide, at der er noget at lave de næste tre-fire-fem år, så han kan få noget ud af sine investering.«

Den kur står driftdirektør Jean-Marc Lechêne i spidsen for, og medicinen har indtil videre været at dele produktionskraften med andre eller ved direkte salg af fabrikker, som man gjorde i Varde i sommeren 2012.

Topchef Ditlev Engel skrev i årsrapporten, at der er mere i vente af både deling og salg, men Jean-Marc Lechêne understreger i et interview med Berlingske Business, at man ikke sælger ud af fabrikkerne for et hvilket som helst beløb.

»Der er overhovedet ikke noget pres på for at sælge i år eller næste år. Vi håber stadig, at det kan lade sig gøre hurtigt, men der er ikke noget finansielt spørgsmål, der gør, at vi skal sælge til andet end den rette pris,« siger han.

Det var ellers en lidt for optimistisk prissætning, der gjorde, at Vestas nedjusterede sine forventninger til resultatet med 600 mio. euro. Og prisen, som fabrikkerne er sat til nu, er Jean-Marc Lechêne klar til at vente på.

»Det tager tid at finde den rigtige partner, og derfor har vi ikke nogen deadline.«

Som Berlingske Business skrev i går, så viser dugfriske udsigter for vindindustrien, at 2013 bliver et vanskeligt år. Det gælder ikke kun for Vestas, men også for konkurrenter og underleverandører, som Vestas ellers håber kan aftage noget af deres overkapacitet i produktionen.

I løbet af 2012 reducerede Vestas arbejdsstyrken med 4.943 medarbejdere. Den udvikling vil fortsætte i 2013, hvor flere tusinde Vestas-ansatte sandsynligvis skal finde sig en ny arbejdsgiver. Det er dog ikke noget, der vil have en effekt, der vender op og ned på billedet for Vestas

»Det bliver en marginal forbedring i forhold til omkostninger. Den store gevinst ligger i forhold til fleksibilitet, at vi ikke længere skal tage os af 2.000-3.000 mennesker, når vi skal justere produktionen,« siger Jean-Marc Lechêne.

Vestas er tynget af en stor gæld, og bankerne må have begge øjne rettet mod virksomhedens cash flow, som Vestas forventer bliver positivt i 2013. Det vurderer Jean-Marc Lechêne også bliver tilfældet, selv hvis alle fabrikkerne stadig er på Vestas’ hænder i slutningen af 2013.

»Vi har efterladt noget luft i vores forretningsplan, fordi vi ved, at nogle af vores tiltag bliver succesfulde – andre ikke. Men vi har balanceret vores portfolio på sådan en måde, at hvis vi afhænder noget, så er det godt, men ellers har vi andre niveauer, vi kan handle på.«