Helt præcist stiger C20 Cap-indekset 0,33 pct. til 586,42, trukket op af Carlsberg og Danske Bank, mens Vestas daler.

Meget af dagens fokus retter sig mod eftermiddagens rentemeddelelse fra og pressemøde i Den Europæiske Centralbank, hvor eurozonens økonomiske udfordringer og politiske .

Inden da har de morgenfriske investorer herhjemme kunnet læse årsregnskabet fra bryggeriet Royal Unibrew, hvis regnskabstal for fjerde kvartal var nogenlunde som ventet, omend overskuddet på 74 mio. kr. efter skat var en smule over estimatet på 58 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt.

Bryggeriets forventninger til 2013 spænder over en omsætning på mellem 3325 og 3450 mio. kr., som skal veksles til en driftsindtjening på 450 til 500 mio. kr. Det matcher nogenlunde analytikernes medianestimater inden regnskabet om henholdsvis 3430 og 485 mio. kr. på de poster.

Desuden udlodder Royal Unibrew ekstraordinært 500 mio. kr. over de næste fem år som følge af frasalg i 2012, blandt andet af dele af Ceres-bryggeriet i Aarhus. Det betyder ekstra høje udbytter - eksempelvis 24 kr. per aktie for 2012 - og større aktietilbagekøbsprogrammer. Aktionærerne lader sig dog ikke overvælde og sender Unibrew-aktien ned med 0,9 pct. til kurs 538.

Medicinalselskabet Lundbeck har udvidet samarbejdet med japanske Otsuka og vil fremover også sælge skizofrenimidlet Abilify i tabletform i 14 europæiske lande. Abilify var i fjerde kvartal det bedst sælgende af alle lægemidler i USA. Den nye aftale omhandler 14 EU-lande og gælder med virkning fra 1. april. Ifølge Alm. Brand Markets er aftalen lidt positiv i sig selv, men ses mest af alt som en opbygning til, at selskaberne får godkendt Abilify i en depotversion, hvilket ventes i andet halvår i år. Lundbeck-aktien stiger 0,6 pct. 101 kr..

Vestas presses til gengæld, efter at avisen Børsen på dagens forside kan berette, at forhandlingerne om et forlig med en gruppe vrede aktionærer i USA er brudt sammen. Nu bliver vindmølleselskabet i en stævning anklaget for at have begået børs- og regnskabsfusk i stor stil. Vestas anser sagen for ubegrundet, siger investor relations-chef Lars Villadsen til Børsen, men investorerne lader til at være lidt mere bekymrede over udsigterne og sender aktien ned med 1,0 pct. til kurs 40,53.

Med i bunden af C20 finder man Novo Nordisk og Pandora, som dog ikke falder mere end 0,2 pct., mens toppen udgøres af Carlsberg og Danske Bank, der som de eneste stiger mere end 1 pct.

Sidsnævnte mistede Realdania som storaktionær onsdag, da fonden reducerede sin beholdning af Danske Bank-aktier til lige under 5 pct. ved at sælge en post på ca. 5,2 pct.

Til gengæld blev en stor portion af de aktier købt af en anden af bankens storaktionærer, Cevian Capital, bekræfter sidstnævnte over for Bloomberg News torsdag. Cevians andel er steget fra 5,07 pct. ved årsskiftet til nu at udgøre "over 9 pct." af kapitalen i Danske Bank. Aktien, som faldt 4,7 pct. onsdag på grund af Realdanias udsalg i kurs 105, stiger 1,2 pct. til 107,40 kr.

En håndfuld af fondsbørsens mellemstore selskaber er aktuelle med årsregnskaber senere på dagen. Det gælder Genmab, Brdr. Hartmann, Mols-Linien og NTR Holding.

/ritzau/FINANS