De Radikales partileder Margrethe Vestager er i aften den første til at indtage hovedscenen på Folkemødet på Bornholm. Og selvom budskabet i hendes tale vil være i familie med den tale, hun holdt til grundlovsdag for godt en uge siden, så er Folkemødet stedet, hvor »tingene kan prøves af«, som Margrethe Vestager siger.

I aften vil hun forsøge at gøre det klart, at »økonomisk politik ikke er et bogholderanliggende«.

»Det er værdipolitik. Det er så fundamental en ting i forhold til selv at kunne bestemme, at man kan få et arbejde, og at man kan få et nyt, hvis man mister det. Det er fundamentet for, at vi kan investere i den sundhed, vi gerne vil have, i det uddannelsessystem, vi gerne vil have – og i de muligheder, som vi gerne vil give hinanden for at leve et frit liv, hvor vi kan udfolde hele vores talent og potentiale,« siger hun.

Meget mere end økonomi

Regeringens økonomiske politik har den seneste tid fået tilnavnet »nødvendighedens politik«, men det er meget mere end det, fastslår Margrethe Vestager.

»Muligheden for at gøre nogle af vores grundlæggende værdier til virkelighed afhænger af den økonomiske politik.«

Hun bruger den danske ligestilling mellem kvinder og mænd som et eksempel. Hun mener nemlig, at ligestillingen skyldes, at de danske kvinder i vid udstrækning kom på arbejdsmarkedet i 1950erne og 1960erne. Og med lønchecken kom også friheden til at disponere over pengene. Derfor er regeringens fokus på at skabe flere arbejdspladser vigtigere for mere end bare økonomisk vækst, siger Vestager:

»Det rækker ud efter lige præcis friheden til selv at disponere og selv bestemme. Selvfølgelig tit sammen med sin familie. Men i bund og grund er det svært at forestille sig den frihed manifesteret, hvis ikke den økonomiske politik understøtter, at man kan få et arbejde.«

Beredt på regn

Det øsregner på vejen til færgen i Ystad, der sejler mod Bornholm og Folkemødet, fortæller den radikale leder over telefonen fra bilen. Men med regntøj og gummistøvler kommer man langt, konstaterer hun praktisk. Stilen fortsætter i hendes svar på spørgsmålet: Hvilken målsætning har du med til Bornholm?

»Jeg har to regnfrakker med, så jeg kan holde mig tør. Det er en meget håndgribelig målsætning. Nej, jeg kommer ikke med en færdig kommunikationsplan, der skal lede hen mod det og det. Men vi tager det dybt alvorligt som en del af vores samlede kommunikation: hvad er det, vi gerne vil ud med,« siger hun og fortsætter:

»Folkemødet er et sted, hvor politiske temaer kan slås an og tingene prøves af.«

Hun ser frem til at komme rundt i Allinge og møde mange forskellige mennesker og diskutere politik. For selvom Folkemødet kun kan fejre tre års fødselsdag i dag, er det »en stor begivenhed« for Margrethe Vestager.

»De sidste mange, mange uger når jeg har afsluttet et møde eller andet, så har alle sagt: »Nå men vi ses jo på Bornholm til Folkemøde.« Når folk kommer sammen, så sker der noget andet, end når vi mødes i mindre kredse eller til konference her og der. Lige pludselig kan man se, hvem der taler om hvem, hvad foregår der, og hvad synes de forskellige organisationer, det er vigtigst at sætte fokus på. Det er et minidanmark, som man kan deltage i,« siger Margrethe Vestager.

Har mødet politisk betydning?

»Det har politisk betydning, når vi får skabt rum, hvor vi kan tale med hinanden og også bare være stille og høre, hvad de andre har at sige. Det er en af de store mangelvarer i politik- og organisationsarrangementer,« siger hun.

Men hvad er du så mest på Folkemødet? Minister, radikal leder eller bare dig selv som privatperson?

»Jeg tror ikke på at skifte kasket. Jeg har snarere dem alle på på én gang. Når jeg er i de Radikales telt, så er jeg der med den radikale identitet helt fremme. Når vi diskuterer, hvordan vi afvikler valg, så flere får lyst til at stemme, er det klart som indenrigsminister, fordi jeg er valgminister. Så folk vil møde mig på forskellige måder. Men jeg er under alle omstændigheder mig selv. Intet af det giver nogen mening, hvis ikke jeg selv er til stede i det,« siger Margrethe Vestager.