BRUXELLES: Det bliver ikke noget problem for Danmark at få en såkaldt tilvalgsordning på retsområdet, hvis danskerne ved den kommende folkeafstemning stemmer for en sådan ordning i stedet for det nuværende retsforbehold.
Det fortalte den danske EU-kommissær Margrethe Vestager ved et pressemøde torsdag i EU-Kommissionen.
»Jeg ser ingen juridiske udfordringer. Det er op til de danske vælgere at beslutte, om de vil have en tilvalgsordning i stedet for et forbehold. Det vil betyde, at de kan vælge, hvilken lovgivning de vil være en del af. Det er alene op til de danske vælgere, men som en dansker byder jeg det velkommen, at denne mulighed senest i første kvartal 2016 bliver åbnet, fordi der vil komme store forandringer over de kommende måneder, eksempelvis hvad angår politisamarbejdet,« sagde Margrethe Vestager med reference til netop Europol-samarbejdet, der er hovedårsagen til den danske afstemning.
I EU-systemet tages der generelt positivt imod lande, der ønsker et tættere EU-samarbejde som tilfældet er med Danmark, der ønsker en tilvalgsordning for at kunne være med i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet gennem politisamarbejdet Europol.
Flere EU-kilder fortæller, at man allerhelst havde set Danmark afskaffe retsforbeholdet helt, altså også på asyl- og indvandringsområdet, men at ethvert tilvalg som det mulige danske tilvalg omkring Europol bydes velkommen.
Ifølge EUs Lissabon-traktat har Danmark mulighed for at erstatte det retsforbeholdet med en tilvalgsordning svarende til den, som Irland og Storbritannien allerede har.
