Der var ikke mange, der kendte den franske barok-sopran Patricia Petibon, da hun sidste forår for første gang besøgte Danmark og sang Mozart ved en koncert i DR Koncerthuset. Men hun begejstrede både publikum og anmeldere, og derfor er det en glad festivalleder Michael Bojesen, der nu kan præsentere Petitbon som det store navn ved åbningen af dette års Copenhagen Opera Festival. Her medvirker Petitbon i en koncertopførelse af Massenets »Manon« ved den gratis åbningskoncert på Den store Scene ved Torvehallerne.

»Patricia Petitbon er én af verdens førende og hotteste sopraner lige nu, og det er lidt af et scoop, at vi har fået hende,« siger Michael Bojesen, som løfter sløret for hele festivalprogrammet senere i dag.

Det er sjette gang, Copenhagen Opera Festival fylder Københavns gader, stræder, sale, pladser og kirker med sang og musik. Festivalen startede i det små i 2009 med det formål at gøre kunstarten med det elitære ry tilgængelig for alle danskere. Siden er den vokset år for år. Sidste år kunne publikum vælge mellem knap 50 forskellige større og mindre arrangementer, hvoraf mange er gratis.

Årets festival er den anden med Michael Bojesen som festivalleder.

»Vi holder fast i mange af de ting, vi oplevede stor tilfredshed med sidste år. Blandt andet indtager vi igen pladsen ved Torvehallerne, så man får chancen for at opleve opera i mange afskygninger ugen igennem blot ved at kigge forbi,« siger han, men lover også flere nye tiltag.

Læs mere om Copenhagen Opera Festival på b.dk. senere i dag og i Berlingske i morgen, hvor avisens to operaanmeldere, Søren Schauser og Søren Kassebeer, fortæller, hvad de ser mest frem til at opleve under festivalen.