Det er ikke sædvane, at kondolencer mødes med kritik.
Men en række statsledere er på de sociale medier blevet anklaget for dobbeltstandarder, fordi de har udtrykt deres afsky ved terrorangrebene i Paris og København, men omvendt ikke offentligt har fordømt et drab på tre unge muslimer, som en erklæret ateist erkender at have begået i den amerikanske stat South Carolina.
Sagen er dog ikke uden gråzoner, og dem kommer vi til senere. Først kritikken.
Både Storbritanniens premierminister, David Cameron, Frankrigs præsident, Francois Hollande, og NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, er blevet mødt med undren for deres tavshed på de sociale medier.
Og USAs præsident, Barack Obama, har fået kritik for, at han først kom med en udtalelse tre dage efter drabene.
Forinden havde blandt andre Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, flere gange udtrykt sin undren over Obamas tavshed på Twitter:
»Det er væsentligt, at præsident Obama, Biden og Kerry endnu ikke har udtalt sig om de tre unge muslimer, der er blevet dræbt i USA.«
Om eftermiddaggen den 10. februar blev den 23-årige Deah Shaddy Barakat, hans kone, 21-årige Yusor Mohammad Abu-Salha, og hendes søster, Razan Mohammad Abu-Salha på 19 år, skudt og dræbt i deres hjem i byen Chapel Hill.
Senere samme aften meldte Craig Stephen Hicks sig til politiet. Han er nu blevet sigtet for at have dræbt de tre unge mennesker.
Sidenhen har mange spekuleret på, hvorvidt drabene var et religiøst motiveret attentat eller ligefrem terror. Det skyldes ikke mindst gerningsmanden egen baggrund.
Craig Hicks, er en erklæret ateist, ja, ifølge sin egen Facebook-profil er han ligefrem anti-teist.
Profilen er fyldt med kritiske statusopdateringer og billeder, der nedgør religion. Heriblandt, at »det, at bede, er meningsløst, ubrugeligt, narcisstisk, arrogant og dovent; nøjagtig som den imaginære gud, du beder til.«
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Men drabene er ikke af myndighederne kategoriseret som terror eller religiøst motiverede handlinger.
Det lokale politi finder snarere, at motivet bag drabet skal findes i en strid om parkeringspladser frem for i religion.
Det tror mange almindelige borgere, herunder de dræbtes familier, dog ikke på. Først og fremmest fordi Hicks tidligere skal have opført sig truende, og at de to kvinder, der blev dræbt, begge bar et muslimsk tørklæde.
»Det var en henrettelsesmetode, en kugle i hvert hoved,« sagde faderen til de to dræbte kvinder til lokalavisen Raleigh News Observer. »Det var ikke en strid over en parkeringsplads, det var en hadforbrydelse.«
Desuden efterforsker FBI ifølge tv-kanalen NBC drabene som religiøst motiverede, og den britiske avis The Guardian holder sig ikke tilbage fra at kategorisere drabene som terror, uagtet at myndighederne foreløbig siger noget andet.
På de sociale medier bliver hastagget #JeSuisChapelHill (jeg er Chapel Hill, red.) flittigt brugt med henvisning til støtteerklæringen #JeSuisCharlie, der gik verden rundt efter attentatet på det franske magasin Charlie Hebdo i januar.
Andre bruger hashtagget #MuslimLivesMatter (muslimske liv betyder noget, red.), blandt andet for at udstille det, de mener, er dobbeltmoral hos politikere såvel som blandt medierne.
Drabene i Chapel Hill har nemlig ikke fået nær så meget omtale som f.eks. terrorangrebene i Paris i januar. Medierne får af forskellige brugere på de sociale medier også hug for ikke at kalde drabene for terror, som det er tilfældet ved angrebene i Paris og København.
FBI taler dog foreløbig kun om muligheden for en såkaldt hadforbrydelse, og foreløbig har Barack Obama hverken kaldt drabene for en »hadforbrydelse« eller »terror.« Statsminister Helle Thorning-Schmidt har derimod omtalt weekendens danske drab i København som sidstnævnte.
Alt imens myndighederne undersøger sagen, venter Craig Hicks på en retssag.
